Select Service Partner Denmark udfører strejkeramt arbejde. Det har hverken ledelsen eller de ansatte tænkt sig at lave om på
De ansatte ved Select Service Partner Denmark (SSP) i Københavns Lufthavn udfører strejkeramt arbejde.
- SSP leverer de sandwich, som andre cateringfirmaer i lufthavnen har sagt, at de ikke vil lave på grund af konflikten med Gate Gourmet i Heathrow lufthavn i London, fortæller Kenn Fischer, fællestillidsmand i lufthavnen.
Meldingerne om, at SSP udfører konfliktramt arbejde, tikkede ind allerede fredag eftermiddag. Få timer senere blev skruebrækkeriet konstateret ved selvsyn af tillidsfolk i lufthavnen.
- I dag (tirsdag, red.) har vi så haft et uformelt møde med repræsentanter fra firmaet. Desværre må vi konstatere, at de overhovedet ikke har problemer med, at de laver det arbejde, som de fyrede kolleger i London skulle have lavet, siger Fischer efter mødet til Arbejderen.
Hele balladen tager sit udspring i en strejke blandt 150 cateringansatte i Gate Gourmet London. Strejken blev af arbejdsgiveren takseret til fyring på gråt papir.
Det skulle senere vise sig, at arbejdsgiveren havde interesse i at fremprovokere strejken. Den førte nemlig til bortvisning af deltagerne, og i kulissen havde Gate Gourmet London 'tilfældigvis' 150 nye cateringarbejdere klar - til en lavere løn forstås. De var gennem måneder blevet oplært til at varetage de fyredes funktioner. Og ikke så snart var de 150 ude af porten, før 150 nye fra blandt andet Polen stod klar med adgangskort og på behørig vis blev fulgt på arbejde ledsaget af politieskorte.
- Som om det ikke er uhyrligt nok, så har vi nu fået at vide, at de her nye ansatte ligefrem skulle være blevet forberedt på, at de ville blive part i en arbejdskamp. Det underbygger blot, at fyringerne i London var en nøje planlagt aktion fra arbejdsgiverside, understreger Kenn Fischer.
Tillidsfolk i Københavns Lufthavn i Kastrup har på vegne af 3500 ansatte i en række firmaer i Københavns Lufthavn udtrykt støtte til de bortviste kolleger i Londons Heathrow lufthavn. En støtte der konkret kommer til udtryk ved ikke at sende dansk mad med fly til Storbritannien, som erstatning for den mad, de ikke kan få med fra Storbritannien. En støtte som Select Service Partner helt åbenlyst ikke deltager i.
Det er ikke første gang Select Service Partner går egne veje i Københavns Lufthavn. Sidst der var en konflikt med Gate Gourmet i den danske lufthavn, var det også SSP, der på bedste skrueebrækkervis brød solidariteten blandt de ansatte.
- Så selvom jeg da havde håbet på en forståelse fra SSP`s side, så må vi konstatere, at de har udført og stadig udfører strejkeramt arbejde. Det betyder, at de fortsat ud over at levere sandwich til samtlige restauranter i lufthavnen også som en bibeskæftigelse leverer sandwich til flyene fra British Airways, som er berørt af konflikten med de 150 bortviste engelske cateringarbejdere, lyder det fra Kenn Fischer.
Ifølge Arbejderens oplysninger vil den aktionsgruppe, som mandag morgen blokerede SAS Cargo for at få ordnede forhold for østeuropæiske lastbilchauffører, mødes senere i denne uge. Gruppen vil tage stilling til, hvilke initiativer den kan sætte i værk for at stoppe SSP`s skruebrækkervirksomhed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278