Byretten havde glemt at indkalde vidnerne, da fredsaktivister i går skulle dømmes for at have forstyrret Folketinget
Det var ikke fredsaktivister, men derimod borgerlige folketingsmedlemmer, der forstyrrede demokratiet, da Folketinget sidste år forlængede Danmarks bidrag til den ulovlige besættelse af Irak.
Det forklarede Enhedslistens daværende medlem af Folketinget Søren Søndergaard overfor Københavns Byret i går.
- Det stod klart, at det eneste tidspunkt hvor folkestyret var blevet stoppet den dag var, da Folketingets formand prikkede Søren Søndergaard på ryggen og bad ham vente et øjeblik. Under hans tale stod næsten samtlige fremmødte borgerlige medlemmer af Folketinget nemlig udenfor salen og snakkede højlydt, fortæller fredsaktivisternes forsvarer Bjørn Elmquist til Arbejderen.
På anklagebænken i byretten i går sad dog ikke borgerlige politikere, men derimod fem fredsaktivister. Aktivisternes eneste forbrydelse er, at de den dag kastede løbesedler ned fra Folketingets tilhørerpladser og sang mod krigen. Straframmen for den slags er op til to års fængsel. Anklageren kræver dog 'kun' bødestraf.
Søren Søndergaard var eneste vidne - udover de anklagede fredsaktivister - som anklageren og forsvareren fik mulighed for at afhøre. De fire øvrige vidner (heriblandt Folketingets tidligere formand, Kaj Ikast og SF`s Villy Søvndal) var ved en fejl ikke blevet indkaldt af byretten.
Carsten Kofoed fra Komitéen for et Frit Irak er ikke i tvivl om, hvorfor aktivisterne slæbes for retten.
- Danmark er i krig. En krig baseret på løgne. I den situation oplever vi, at alle der leverer reel information og vil skabe en bevidstgørelse, som skal føre til en konkret stillingtagen, bliver udsat for hetz og kriminaliseret. Der er brug for en bred front, der omfatter alle, der vil forsvare de demokratiske rettigheder.
Sammen med Ulla Røder, Patrick Mac Manus og Frank Grevil var han inviteret til - efter retsmødet - at sætte fredsaktionen i Folketinget ind i en større sammenhæng.
Næste retsmøde er sat til den 2. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278