Cigarmagerne tilhørte en privilegeret faggruppe. Ikke nok med at de hørte til de højestlønnede på C.W. Obel. De fik også mere i løn end smede, murere og elektrikere i Aalborg. Oveni havde cigarmagerne en høj grad af frihed på arbejdspladsen.

Det er mere end 40 år siden, at Erik Nielsens og Frits Kelds veje skiltes.
Dengang i 50`erne og 60`erne var de sammen næsten hver dag på arbejdspladsen C.W. Obel i Aalborg. Nu er de sammen cirka en gang om måneden. Som dengang er det deres uddannelse som cigarmagere, der har bragt dem sammen.
Det var nok aldrig sket, hvis ikke der var blevet arrangeret udstilling på Aalborg Historiske Museum i 2001 om netop cigarmagerne ved C.W. Obel, er de to nu pensionerede cigarmagere enige om.
- Det viste sig, at rigtig mange tidligere cigarmagere besøgte udstillingen. Inger Bladt fra museet samlede navnene på dem, og ideen om at starte en klub lå lige for, fortæller Erik Nielsen.
Der var ikke langt fra idé til handling. I maj måned 2002 blev Cigarmagernes Klub stiftet. Det skete på den gamle tobaksfabrik, som i dag blandt andet rummer musikstedet Skråen med tydelig adresse til lokalernes tidligere brug. Klubben har i dag 33 medlemmer i alderen 60-84 år.

Høj cigarføring
Når cigarmagerne mødes genopfriskes de gamle historier fra C.W. Obel. Og det lyder på ingen måde til at have været en kedelig arbejdsplads.
- Jeg kan huske én af kollegerne, der midt i frikadelle-stegningen blev lokket i byen af nogle kammerater. Frikadellerne var stadig på panden, da konen kom hjem, men de var vist ikke til at spise, fortæller Frits Kelds med et grin.
Den slags byture - og dem kan de to cigarmagere fortælle en del om - fik sjældent lov at passere ustraffet, supplerer Erik Nielsen.
- Det var næsten 100 procent sikkert, at der dagen efter var ølkapsler på madpakken. Det var konernes hævn, som kollegerne selvfølgelig fulgte op på med spydige, men dog venskabelige bemærkninger.
Cigarmagerne tilhørte en privilegeret faggruppe. Ikke nok med at de hørte til de højestlønnede på C.W. Obel. De fik også mere i løn end smede, murere og elektrikere i Aalborg.
Oveni havde cigarmagerne en høj grad af frihed på arbejdspladsen.
- Havde vi brug for et par fritimer eller mere, så bad vi bare om 'billetten', og fik ordnet det vi nu skulle. Vi var jo på akkord, og det var vores egen pengepung det gik ud over, hvis vi ikke passede arbejdet, siger Erik Nielsen.
Et andet eksempel på, at arbejdspladsen havde en personalepolitik udover det sædvanlige, er fra, da Erik Nielsen blev far første gang.
- Jeg hev alle dem, der gad, med ud og spise frokost. Da vi vendte tilbage til vores pladser, var vi ikke helt appelsinfri, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt blev prikket på skulderen af mester, der spurgte om jeg ikke troede, at det var bedre, hvis jeg gik hjem.

Silde-Verner og Fede-Jens
Ikke kun historierne fyger gennem luften. Det samme gør de mange øgenavne - eller kælenavne om man vil - på tidligere kolleger.
Fætter Jens, Silde-Verner, Fede-Jens, Skyggen, Skotte-Kaj, Gravballemanden, Ole-barber og Kaj Gøgler - det virker som om remsen ingen ende vil tage. Det, den ene ikke kan huske, kan den anden.
- Silde-Verner hed vel sådan på grund af hans øjne. Fede-Jens var der imod mager som en flagstang, og det var Skyggen også. Fætter-Jens følte vi alle sammen mere eller mindre, at vi var i familie med. Han var god som dagen er lang. Ole Barber fik sit øgenavn, på grund af måden han var klippet på. Enten klippede han sig selv, eller også gjorde konen det. I hvert fald var han altid klippet utroligt langt op i nakken, lyder det på skift fra Frits Kelds og Erik Nielsen.
Erik Nielsen blev selv kaldt Mel og gryn - han var noget bleg i huden og havde pænt med penge. Frits Kelds blev kaldt Jøleren med hentydning til, at han ikke var så rap på fingrene som de andre cigarmagere.
Det er tydeligt, at det aldrig var kedeligt at komme på arbejde på C.W. Obel.
På spørgsmålet om det ikke bare er fordi, de kigger tilbage på en for længst svunden tid og har glemt alle de dårlige ting, svarer begge nej.
- Det var en god arbejdsplads, hvor der var stor opmærksomhed på, hvordan folk havde det, og hvor der også blev taget sociale hensyn, for eksempel hvis folk havde et handicap.

Højtlæsning
Indtil i begyndelsen af 60`erne var der ingen maskinlarm i cigarmagerværkstedet, hvor cigarmagerne sad ved ti-mandsborde og rullede 'Advokat', 'Athlet', 'Monark' eller 'Grandiosa'.
Det blev udnyttet til fulde med sang, diskussion og højtlæsning.
I årevis betalte cigarmagerne skuespiller Henning Sigbrandtsen fra Aalborg Teater for at komme hver dag og læse højt af en bog i en halv time. Cigarmagerne bestemte på bedste demokratiske vis, hvilken bog der skulle læses op. Forslagene blev skrevet på en liste. Når det så var tid at vælge en ny bog, gik listen rundt, og man satte kryds ud for den bog, man helst ville have læst op.
Frits Kelds kan næsten ikke fortælle for at grine. Han husker, at han havde skrevet en bogtitel på listen. Da denne gik rundt, havde han henkastet spurgt de ni andre kolleger ved sit 'rullebord', om de ikke ville stemme på hans forslag, og de havde lige så henkastet svaret, at de var ligeglade. På den måde fik hans foreslåede bog flest krydser, og kollegerne måtte lægge øre til en børnebog om en etbenet sørøver.
Traditionen med højtlæsning sluttede først, da larmen fra maskinerne tog over.

Til cigarens hjemland
I marts måned i år arrangerede Cigarmagernes Klub en rejse til Cuba blandt andet i samarbejde med Dansk Cubansk Forening.
Seks tidligere cigarmagere med følge tog imod tilbuddet om at besøge et af cigarens store hjemlande
- Ideen fik vi fra et medlem af klubben, som havde været på Cuba. Han fortalte om de mange forskellige typer tobak og at de stadig ruller cigarer i hånden. Så vi måtte bare af sted og det blev en rigtig spændende tur. Ikke mindst besøget hos Robaina.
Både Frits Kelds og Erik Nielsen har svært ved at skjule, at de er stolte af at have set tobaksfarmen tilhørende den nu 86-årige Alejandro Robaina Pereda, manden bag - efter sigende - verdens bedste tobak.
Cigarmagerne fra Aalborg så drivhusene, hvor der laves forsøg med at opdyrke nye tobakstyper, og tørrehallerne. Men ikke nok med det. De fik også lov til at ryge cigarer med den mand, som har lagt navn til sin egen cigar - Robaina.
Endelig fik de lov til at rulle cigarer sammen med en ung kvindelig cigarmager.
- Det foregik jo fuldstændig, som vi gjorde det på Obel. Lige bortset fra, at hun havde sit barn med, som lå på et bord bagved og sov, indskyder Frits Kelds.
Senere på turen var han inde på en anden cigarfabrik i Havanna.
- Fabrikken lå i en meget gammel bygning. Jeg skulle op af en gammel vakkelvorn trappe, der så ud som om den kunne brase sammen når som helst. På 2. sal i et stort lokale med tobak overalt sad der flere hundrede mænd og kvinder, fortrinsvis unge under 40 år, siger han.

Håndens arbejde
Mens det er helt almindelig med kvindelige cigarmagere i Cuba, så var det et særsyn i Danmark.
- Der dukkede godt nok en gammel dame på 84 år op til det stiftende møde i Cigarmagernes Klub. Hun medbragte sit svendebrev som cigarmager. Vi tilbød hende medlemskab, men hun takkede pænt nej tak, siger Erik Nielsen.
Om det skyldes alderen, eller at hun højst sandsynligt ville blive ene kvinde i klubben, kan man kun gætte om.
Det er imidlertid en kendsgerning at der kun fandtes ganske få kvindelige cigarmagere i Danmark. Der var for eksempel ingen i de mere end ti år, hvor Frits Kelds og Erik Nielsen arbejdede på C.W. Obel.
Her var der 30-40 cigarmagerlærlinge og cirka 120 svende. Det var alle mænd, men til gengæld var kvinderne klart i overtal på fabrikken i øvrigt, der havde mere end 2.000 ansatte. Kvinderne udgjorde vel 90 procent af samtlige ansatte, mindes de to tobaksarbejdere.
Da Frits Kelds og Erik Nielsen blev udlært i henholdsvis 1953 og 1955 foregik alt arbejdet i hånden.
Først rullede man viklen - kernen i cigaren - der havde varierende tykkelse og længde alt efter hvilket mærke, der skulle laves.
Når viklen havde sat sig i løbet af en halv til en hel time, skulle cigaren tapetseres. Det vil sige, der skulle dækblade omkring. Til sidst forestod et større sorteringsarbejde, der også foregik manuelt.
- De færdige cigarer blev sorteret efter farve - der var vel 10-14 forskellige. Først der efter blev de pakket i æsker, fortæller Erik Nielsen.

Maskinerne tager over
I begyndelsen af 60`erne blev arbejdet mere og mere overtaget af maskiner.
- Vi begyndte at få halvfabrikata. Viklerne kom nu i kasser med 25-50 styk, og vi skulle kun lægge dækblade omkring. Sorteringen blev efterhånden også overtaget af maskiner. Vi fik maskiner til at sprøjte 'pudder' ud over cigarerne. De fik helt automatisk den samme farve, og den manuelle sortering blev overflødig, fortæller Erik Nielsen..
I takt med at maskinerne overtog flere og flere funktioner, faldt behovet også for hænder. I 1966 lukkede C.W. Obel i Aalborg.
Inden det kom så vidt havde både Erik Nielsen og Frits Kelds forladt den førhen så blomstrende virksomhed for at søge nye udfordringer.
Men det gamle fag rykker stadig i de game hænder. Det kan godt være, at tempoet ikke er det samme, men man glemmer aldrig helt hvordan man ruller en god cigar, mener de to.
Teknikken holder de ved lige, når de 'optræder' på forskellige museer. Aktuelt deltog de ved åbningen af den omdiskuterede foto-udstilling 'Che a Life' i Aalborg.
- Vi har et godt indtryk af Cuba. Folk virker glade og selv om de er fattige, så er de velklædte. Det er et helt andet indtryk, end man får, når man for eksempel besøger Rumænien. Her kan man da snakke om fattigdom, mener Erik Nielsen.

Frits Kelds, 72 år
- Jeg er født og opvokset på landet, på en gård i Veddum. Indtil mit 15. år var det meningen, at jeg skulle overtage gården efter mine forældre, men jeg kom til skade og mistede det ene ben.
Med hjælp fra en onkel, der arbejdede på C.W. Obel kom jeg i lære i 1949. Fire år senere fik jeg svendebrev på, at jeg var cigarmager.
I begyndelsen af 60`erne, da maskinerne for alvor overtog flere og flere af cigarmagernes funktioner på fabrikken, valgte Frits Kelds at søge andre udfordringer. Det var ikke svært at få arbejde som arbejdsmand, og han nåede også en kort visit i isolatørbranchen.
- Men det var ikke altid lige nemt at kravle rundt på lofter og i skunke med et kunstigt ben, så jeg måtte finde på noget andet. I august 1970 startede jeg så på fritidshjemsseminariet i Århus.
Som uddannet pædagog har Frits Keelds boltret sig på fritidshjem i Aalborg indtil 1990. Han sluttede sit aktive erhvervsliv på samme egn, hvor han er født og opvokset, nemlig med et job i Veddum/Skelund fritidsklub.
Siden 1992 har han nydt pensionisttilværelsen.

Erik Nielsen, 68 år.
Det var en kammerats pengepung, der fristede Erik Nielsen til at søge arbejde på C.W. Obel allerede som 13-14 årig. Kammeraten var murer og tjente godt.
- Jeg havde først fået afslag på grund af min alder, men med god hjælp fra Chauffør Carlsen, der boede i samme ejendom som mine forældre, blev jeg ansat som arbejdsdreng i 1950.
Året efter blev der skrevet lærekontrakt, og i 1955 fik Erik Nielsen papir på, at han var cigarmager.
- Jeg var på fabrikken til 1965 - året før de lukkede. Da var de begyndt at 'pudre' cigarerne, så de fik den ønskede farve og jeg kunne sagtens forstille mig at det job, som jeg havde på daværende tidspunkt som sorterer, ville blive overflødigt.
Erik Nielsen har siden været vidt omkring på arbejdsmarkedet. Men det har været kendetegnende, at han altid har været i stand til at snakke sig til andet arbejde - hvad enten han havde kvalifikationerne på forhånd eller ej.
- Da jeg søgte arbejde som jordlaborant ved amtet, vidste jeg intet om det arbejde. Men ved ansøgningen sagde jeg, at jeg var villig til at lære det, og så blev jeg ansat og oplært, fortæller han med vippende overskæg.
Erik Nielsen har arbejdet som lagermand, autodidakt teknisk assistent, som arbejdsmand og stribemaler ved Aalborg kommune.
Men efter mange jobskift sluttede hans karriere på arbejdsmarkedet ved firmaet Løgstrup, der laver el-styretavler. Her blev det til 20 år, inden han som 60-årig valgte at gå på efterløn.