03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forskelsbehandling af danske statsborgere

Forskelsbehandling af danske statsborgere

Torsdag, 01. september, 2005, 00:00:00

Det tog små to måneder for en dansk-palæstinensisk mor og fire børn at krydse grænsen mellem Jordan og Israel. Alle er de danske statsborgere.

Behandler danske myndigheder danske statsborgere ens når de får problemer i udlandet?
Det spørgsmål stiller David Sejermand sig efter hans oplevelser med israelske og danske myndigheder sommeren over.
Han er ejer af Cafe Mozart i Århus. I små to måneder ventede hans kone og fire børn på syv, ni, ti og tretten år på grænsen mellem Jordan og Israel, fordi de israelske soldater nægtede dem at komme ind for at besøge familie på Vestbredden.
I dag er familien igen samlet i Århus. I sidste uge deltog over 30 mennesker i et cafe møde i netop Cafe Mozart, hvor blandt andet David Sejermand forklarede om sagen. Også Frank Aaen, folketingsmedlem for Enhedslisten, deltog i mødet.
David Sejermands kone Samira er palæstinenser og født i Jordan, men er i dag dansk statsborger og har dansk pas. Den 6. juni forsøgte hun og børnene at krydse grænsen til Vestbredden via Allanby-broen, som er grænseovergangen for ikke-europæere. Efter en kort familiebesøg i Jordan var planen, at de skulle mødes med David på Vestbredden for at holde ferie sammen. David Sejermand vil komme senere, fordi han først skulle gøre sin selvangivelse færdig, før han kunne tage på ferie.
Samira og de fire børn blev imidlertid afvist, angiveligt fordi de ikke havde et palæstinensisk pas eller ID.
I dagene efter kontaktede David Sejermand det danske udenrigsministerium for at få hjælp. Men i stedet for hjælp bliver han kastebold i systemet.

Sultestrejke i protest
Det danske udenrigsministerium henviser til konsulatet i Tel Aviv, som henviser til Damaskus, som afviser at være ansvarlig og igen henviser til konsulatet i Amman, som afviser at have med diplomati at gøre.
Midt i juli forsøger Frank Aaen, medlem af Enhedslisten at hjælpe. Han holder blandt andet et møde med den israelske ambassadør, dog uden det store held.
I protest over den manglende støtte fra de danske myndigheder går David Sejermand i sultestrejke samtidig med at han passer sin cafe på Vesterbro Torv midt i Århus.
Han er frustreret og sender et brev til både statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Det får han ingenting ud af, bortset fra at Per Stig Møller skriver tilbage for at forklare, at der kræves et palæstinensisk ID for at komme ind på Vestbredden, hvilket senere viser sig ikke at holde stik.
Derimod interesserer den lokale presse i Århus sig for sagen og har fulgt den tæt. Selve sultestrejken varede kun kort tid.
- Jeg er ikke overrasket over israelerne. Men undrer mig over, at de danske myndigheder ikke protesterer over, at danske pas ikke respekteres, siger David Sejermand.
Chefen for Borgerservice i Udenrigsministeriet, Karen Wermuth, forklarer over for Århus Stiftstidende, at ethvert land har ret til suverænt selv at afgøre hvem man vil lukke ind i sit land, her under også Israel.

Politichikane
Hele sagen bliver ikke mindre indviklet af, at David Sejermand ikke kan få fornyet sit danske pas. To gange nægter politiet på Odder politistation at udstede ham et nyt pas.
Første gang han forsøger at få nyt pas er den 5. juli. Den 15. juli bliver han igen nægtet pas. Men den 20. juli får han udleveret passet efter at han over for politiet viste, at han havde optaget deres afvisning på bånd og truede med at gå til pressen med båndet.
Men ikke nok med det. Sidst i juli måned opsøger tre politifolk i uniform Cafe Mozart. Uden at ville forklare hvad årsagen er, går de rundt og ud i køkkenet for at se stedet.
David Sejermand har heller ikke senere fået nogen forklaring på politibesøget. Men han opfatter det som chikane på grund af den situation han var i.
- Politiet ville gøre mig bange og hindre, at jeg klager over den manglende opbakning fra danske myndigheder, siger han, men understreger dog, at det kun er hans formodning.
Han er dog ikke blevet afskrækket hvad cafemødet også viser. Også andre palæstinensere deltager på mødet. Blandt andet familien til den 38-årige århusianske familiefar, Ayad Al-Achwah, der siden januar har siddet fængslet i Israel sigtet for spionage. Han er dansk statsborger. Også her mener David Sejermand, at de danske myndigheder ikke gør nok for at støtte en statsborger.
- Fængslingen af Ayad Al-Achwah skal afskrække andre palæstinensere fra at rejse til Israel. Han er dansk statsborger og Danmark kan reagere, hvis myndighederne vil, siger Frank Aaen, der også sætter spørgsmål ved, om de danske myndigheder behandler danske statsborgere ens når de får problemer i udlandet.
Frank Aaen opfordrer også til at presse Israel til at ophæve den forskelsbehandling, der foregår i Israel mellem palæstinensere og israelere, og henviser til, at det lykkedes at få bugt med apartheidstyret i Sydafrika.


Datoer i Sejermand-sagen
6. juni: Samira forsøger at komme ind på Vestbredden via Allanby-broen. Det er grænseovergangen for ikke-europæere. Hun og hendes fire børn afvises, angiveligt fordi hun ikke har et palæstinensisk pas eller ID.
7. - 8. juni: David Sejermand kontakter Udenringsministeriet, som henviser ham til Tel Aviv, som henviser til Damaskus, som afviser at være ansvarlig og igen henviser til konsulatet i Aman, som afviser at have med diplomati at gøre.
8. juni: David sender et brev til Samira i Jordan med et palæstinensisk pas og ID, samt et gammelt jordansk pas.
20. juni: Brevet er endnu ikke kommet frem. David rykker på Vesterbro Posthus, der finder ud af at brevet i stedet for er sendt til Nicaragua.
26. juni: Samira forsøger at komme ind på Vestbredden via King Hussein-broen. Det er grænseovergangen for europæere. Hun afvises uden at soldaterne vil se papirer i øvrigt, fordi overgangen kun er for hvide.
29. juni: Per Stig Møller skriver til David Sejermand, at der kræves palæstinensisk ID for at komme ind på Vestbredden.
5. juli: David søger om nyt pas på Odder Politistation.
13. juli: Frank Aaen fra Enhedslisten holder møde med den israelske ambassadør, der er åben for at hjælpe. Der bliver lavet kopier af Samiras papirer, der går til konsulatet i Dubai.
13. juli: David Sejermand bliver nægtet pas fra Odder Politistation.
14. Juli: Den israelske ambassadør siger, at der kan gå nogle dage, før der sker noget i sagen.
15. juli: David Sejermand bliver igen nægtet pas på Odder Politistation.
20. juli: David Sejermand modtager endelig sit nye pas - efter at have truet med at gå til pressen med en skjult båndoptagelse af politiets afvisning af at udlevere et pas til ham.
27. juli: Udenrigsministeriet går igen ind i sagen.
28. juli: Tre politifolk opsøger Cafe Mozart uden grund og uden at forklare hvorfor.
1. august: Samira kommer ind på Vestbredden ved at vise sit gamle palæstinensiske pas, der i mellemtiden er kommet fra Nicaragua. Men uden at vise palæstinensisk ID som Per Stig Møller ellers skriver kræves for at komme ind på Vestbredden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland