03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nedskæringer ligger fast

Nedskæringer ligger fast

Lørdag, 03. september, 2005, 00:00:00

Tre-årigt budgetforlig i Randers Kommune står ikke umiddelbart til at ændre, erklærede borgmesteren, da han blev stillet til ansvar for forringelser på skolerne

Skolerne i Randers skal højst sandsynligt have gang i regnemaskinerne for at få budgetterne for 2006 til at hænge sammen.
Allerede vedtagne nedskæringer kan ikke undgås. Det kan højest blive til enkelte omrokeringer, mener borgmester Michael Astrup Jensen (V).
- Jeg har ikke mulighed for at bringe de vedtagne budgetreduktioner til ophør, så længe kommunens økonomi ikke giver mulighed herfor. Det vil være uansvarlig politik. Men alle deltagerne i budgetforliget kan naturligvis komme med forslag til ændringer af det kommende budget, hvis enkelte besparelser virker uheldigt - så skal der blot findes et politisk flertal for en anden besparelse, svarede borgmesteren, da han på byrådsmødet den 22. august svarede på spørgsmål fra Bjarne Overmark fra Beboerlisten.
Et af spørgsmålene lød, om borgmesteren ville tage skridt til at stoppe byrådsflertallets vedtagne nedskæringer på folkeskoleområdet.
Et flertal i Randers byråd vedtog under store protester i 2004 et budgetforlig, der indebærer nedskæringer på samtlige driftsområder over en tre års periode. I forligsåret blev budgetterne skåret med en halv procent. I år er der taget én procent og i 2006 skal der barberes yderligere halvanden procent af driftsomkostningerne.
Ifølge Lis Heldgaard, formand for skolebestyrelsen på Vorup Skole, betyder nedskæringerne i år, at alene Vorup Skole mister 1872 timer. Der bliver færre deletimer, mindre holddeling og reduktion i tre-lærertimerne. Besparelserne kommer også til at gå ud over lejrskole, skolefest og skoleavis.
Billedet gentager sig på kommunens øvrige skoler, hvor skolebestyrelserne og skolernes ledelser, fortvivlede rokerer rundt med skrabede budgetter.
Bjarne Overmark mener derfor ikke, at der er overensstemmelse mellem Randers Kommunes skolepolitik og de udmeldte kroner/ører. Det bad han borgmesteren forholde sig til på byrådsmødet i august.
- Det er vist almindelig kendt, at Randers Kommune gennem de seneste år har haft en stram økonomi, som har krævet en ansvarlig prioritering af ressourcerne, lød borgmesterens svar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland