03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tørnæs får kamp til stregen

Tørnæs får kamp til stregen

Lørdag, 03. september, 2005, 00:00:00

Præster, elever, lærere og ulandsorganisationer: Fingrene væk ulandsoplysningsfond på 32 millioner, fru udviklingsminister!

En annoncekampagne og foretræde for politikerne i udenrigsudvalget og uddannelsesudvalget.
Sådan lyder de foreløbige ideer som en nystartet fælleskampagne bestående af Rektorforeningen, Gymnasielærerforeningen og en række elevorganisationer i disse dage arbejder videre med i samarbejde med en række ulandsorganisationer og Dansk Ungdoms Fællesråd.
Målet er at få udviklingsminister Ulla Tørnæs til at droppe sit forslag om at spare 32 millioner til ulandsoplysning. Netop denne konto har gjort det muligt for Operation Dagsværk, Ibis, Mellemfolkeligt Samvirke og andre at fortælle om deres projekter.
- Vi vil vise den brede vifte af ulandsorganisationer, der rammes af nedskæringen. Og de mange brugere af de spændende materialer som også får konsekvenserne at mærke. Hvorfor gøres folkeoplysning pludselig til et problem? Jeg synes det er forunderligt, at man gerne må bruge millioner på en EU-oplysningskampagne, men ikke må fortælle, at der en masse mennesker, der sulter ude i verden, forklarer Hans Laugesen, konsulent og international sekretær i Gymnasieskolernes Lærerforening om baggrunden for initiativet.
Skoler og gymnasier har i årevis ivrigt benyttet sig af ulandsorganisationernes materiale.
- Vi har stor nytte af det undervisningsmateriale som eksempelvis Mellemfolkeligt Samvirke og Operation Dagsværk producerer med støtte fra puljen. Det sikrer gode tværfaglige forløb i eksempelvis geografi og samfundsfag. Hvis vi ikke længere får hæfter og dias herfra vil det blive sværere at mobilisere eleverne til dagsværk-indsamlingsdagen, fortsætter Hans Laugesen.
Også præster bruger materialerne i deres undervisning af fremtidens konfirmander.
Ulla Tørnæs var torsdag kaldt i samråd om oplysningskontoen. Her fastholdt hun sit forslag. Arbejderen forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra udviklingsministeren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland