Hvis Folkebevægelsen mod EU skulle have lige så mange penge, som Nyt Europa får per medlem, ville det svare til en udbetaling på op mod 4,5 millioner kroner om året. Reelt får bevægelsen under en halv million

Folkebevægelsen har lavet en beregning der viser, at hver gang nej-siden får en krone til EU-oplysning, får ja-siden 13 kroner. Modsat påstår Anders Fogh Rasmussen, at der har været en lige fordeling af penge til ja- og nej-sigerne ved uddelingen af penge til den nu udsatte folkeafstemning.
Arbejderen har spurgt Folkebevægelsen mod EU`s landssekretær, Poul Gerhard Kristiansen, hvem har ret.
- Enten taler Anders Fogh mod bedre vidende, eller også ser han med vilje kun på den pulje, der i særbevillingen op til folkeafstemningen om EU-forfatningen blev afsat til partier og bevægelser. Her blev der kæmpet igennem, at der skulle ske en lige fordeling mellem ja- og nej-siden. Men han ser ikke på den årlige bevilling. Han ser heller ikke på den anden halvdel af særbevillingen op til folkeafstemningen, som skulle gå til generelle ansøgninger. Her er der ikke skyggen af ligelig fordeling, understreger Poul Gerhard Kristiansen og fortsætter:
- 13-1 fordelingen bygger på en grundig gennemgang af årets første fordeling fra Nævnet til Fremme af Debat og Oplysning om Europa. Det er den pulje, der kan søges af alle græsrødder, dog undtaget Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen. Når man regner på fordelingen mellem ja og nej her, så får ja-siden næsten 13 kroner for hver krone der gives til nej-siden. Det var denne skævvridning, der førte til en henvendelse til Europaudvalget med henblik på en genopretning. Og nu skal vi så betale ikke-brugte penge tilbage fra den ene pulje, hvor der var tale om lige fordeling.

Brug for lige vilkår
Det var ikke kun bevægelserne, der skulle tilbagebetale pengene, det gælder også partierne. De klynker ikke så voldsomt. Handler det her om at Folkebevægelsen vil have snablen ned i statskassen?
- En forudsætning for en gode debat er så vidt muligt lige vilkår. Som det ses af fordelingen af offentlige midler mellem ja og nej er der en voldsom skævvridning. Og så taler vi slet ikke om midler fra fagforbund, Dansk Industri med mere. Når vi kan se at ja-bevægelserne Europabevægelsen og Nyt Europa få langt større bevillinger end Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen, selvom de er langt mindre organisationer og uden parlamentarisk repræsentation, er det nødvendigt at vi råber op. Nyt Europa får alene i årlig en bevilling på 1250 kroner per medlem. Det ville svare til, at Folkebevægelsen mod EU alene skulle have op imod 4,5 millioner i årlig bevilling. Reelt får vi under en halv million.
Europabevægelsen får i samme størrelsesorden som Nyt Europa.
- Begge de to ja-bevægelser kan ligeledes i den nyeste bevilling søge penge, hvad Folkebevægelsen mod EU er udelukket fra, da vi er placeret sammen med partierne. Men - i modsætning til partierne får vi ikke stemmepenge aller andre indtægter som partierne får. Det vil sige, at vi økonomisk står langt svagere end dem. Samtidig repræsenterer vi nej-sigerne i ja-partierne, der jo ingen midler får fra deres partier. Det handler om lige fordeling mellem ja og nej-siden, ikke om vi skal have snabelen i statskassen eller ej.
Hvorfor skal Folkebevægelsen have særlige penge til debat, når nu man både får en årlig bevilling, og parlamentspenge?
- Igen handler det om at skabe så lige vilkår som muligt. Ja-siden får jo muligheder for at få penge herfra. Allerede med den årlige bevilling er der en voldsom skævvridning. Her er der behov for en kompensation. Samtidig udelukkes vi fra at søge i puljen for generelle aktiviteter. Så når der tildeles særlige debatmidler, bør der naturligvis gå midler til nej-bevægelserne, så vi kan deltage i debatten med vægt og dermed repræsentere store dele af nej-siden og præsentere nej-argumenter.

Debatten skal ud til folk
Dansk Folkeparti har argumenteret med, at det er tid for at andre, nye bevægelser skal til. Hvorfor har Folkebevægelsen et problem med at andre kommer til?
- Dansk Folkeparti havde to dage forinden den udtalelse argumenteret for, at netop bevægelserne var dem, der burde have ekstra store bevillinger. Men de har åbenbart skiftet strategi. Hvorfor mon? Folkebevægelsen har ikke noget problem med at lade nye bevægelser komme til. Vi har faktisk kæmpet for, at blandt andet de øvrige nej-organisationer som kan søge samme pulje som Europabevægelsen og Nyt Europa, skal have flere penge. Vi ønsker at så mange som muligt skal komme til, men sådan som man er nået frem ved debatbevillingen i 'tænkepausen', så kommer pengene jo ikke nye bevægelser til gavn - og slet ikke nej-bevægelser.
- Derimod lægger man op til store elitære projekter med tv i centrum. Man afviser de små folkelige møder og arrangementer, hvor almindelige mennesker har en mulighed for at blive hørt. Det er en fortsættelse af den tendens, som også EU-konventet var udtryk for, hvor debatten bliver endnu mere elitær, end den var er forvejen.
Hvad er det særlige Folkebevægelsen mod EU kan, som gør det vigtigt at tilføre ekstra midler? Hvad ville mangle i debatten, hvis bevægelsen ikke var en aktiv del af debatten?
- Vi kan fremføre argumenterne ikke mindst fra nej-vælgerne i ja-partierne, som ellers ikke vil blive hørt. Vi kan samtidig få almindelig menneskers kritik og argumenter frem ubundet af partitilhørsforhold. Hvis vi ikke markerer os, vil det betyde, at debatten om alternativer til EU-medlemsskabet vil blive langt svagere. Det vil blive vanskeligt at få debatten flyttet fra blot at beskæftige sig med EU`s udvikling til en debat om europæisk og globalt samarbejde, der sagtens og bedre kan foregå uden for EU.
Har Folkebevægelsen mod EU tænkt sig ikke at være en del af den brede debat, hvis der ikke tilføres flere penge?
- Selv om man forsøger at lukke munden på os, så har vi selvfølgelig tænkt os at deltage i debatten. Vi håber naturligvis også på, at mange gode mennesker igen vil støtte os i det arbejde. Men lige så klart er det, at færre midler giver dårligere muligheder end vores modpart, slutter Poul Gerhard Kristiansen