04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fortsat blokade mod Omeka

Fortsat blokade mod Omeka

Torsdag, 08. september, 2005, 00:00:00

Ejeren af det polske firma, Omeka, nægter fortsat at indgå overenskomst. Blokaden udvides til at omfatte Aakjær Træhuse, der bryder blokaden

Selv om direktøren for det polske firma Omeka, Andrzej Karwasc, flere gange har været på byggepladserne i Fjerritslev og Ertebølle i Nordjylland, har han ikke diskuteret overenskomst med fagforeningen Træ- Industri- Byg.
Direktøren har flere gange forladt byggepladsen fem til ti minutter før TIB`s forhandlere nåede frem, påpeger formand for TIB, Hobro, Alex Pedersen over for Arbejderen. Det er sket både i Fjerritslev og Ertebølle. Men det kommer ikke bag på formanden.
-Overhovedet ikke. Vi har ad fredens vej længe forsøgt at få en aftale. Men de er smask fyldt med løgn. Vi er før blevet lovet en masse, men der kommer ikke noget ud af alle deres positive ord, siger Alex Pedersen.
Rygterne om, at den polske direktør for Omeka ville skrive under på en overenskomst, stammer fra det danske entreprenørfirma, Nordic Gruppen Århus, efter at TIB mandag indledte blokader af de to byggepladser, hvor der bliver bygget sommerhuse.
Det polske firma arbejder for Nordic Gruppen. De polske håndværkere arbejder ifølge TIB 15 timer pr. dag - seks dage om ugen til en løn på omkring 5400 kroner om måneden. Det er hvid slavehandel, mener Alex Pedersen.
Men det er ren misinformation, hævder direktøren for Nordic Gruppen, Bent Snedker, i Nordjydske Stiftstidende. Bent Snedker påpeger, at lønnen ligger mellem 65 og 86 kroner i timen udbetalt. Skatten betaler arbejdsgiveren Omeka nemlig i Polen.
Han har før lovet at droppe de polske håndværkere, fordi de er for dyre og fordi det giver dårlig omtale af firmaet Nordic Gruppen. Men de polske håndværkere arbejder fortsat i Nordjylland og har fortsat bygningsmaterialer.
Blokaden bliver formentlig udvidet til også at omfatte Aakjær Træhuse, der bryder blokaden ved at levere træ. Materialet er blevet leveret på et tidspunkt, hvor der ikke har været blokadevagter ved byggepladsen, og ligger i vejsiden.
Nordic Gruppens direktør Bent Snedker er godt tilfreds med blokaden af byggepladserne.
-Nu får vi én gang for alle demonstreret, at hvis et polsk firma skal kunne operere i Danmark, skal det være på danske arbejdsmarkedsvilkår. Og, det er lige præcis den dokumentation, vores polske underentreprenør og det polske udenrigsministerium behøver for efterfølgende at kunne indbringe sagen for EU, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland