En række faglige tillidsfolkene er langt fra tilfredse med Socialdemokraternes velfærdsudpil og opfordrer partiet til at lave udspillet om
'Der er ingen grund til at starte en velfærdsdebat med knæfald for den borgerlige dagsorden om ældrebyrden', skriver cirka 100 tillidsfolk i et åbent brev til Socialdemokraternes ledelse op til partiets kongres i dag og i morgen.
Tillidsfolkene er langt fra tilfredse med Socialdemokraternes velfærdsudpil og opfordrer partiet til at lave udspillet om.
- Det er den forkerte vej at gå at foreslå forringelser i efterlønnen. Fremfor at gøre det til et problem, at vi bliver ældre, burde vi glæde os over det, siger én af initiativtagerne til det åbne brev, Anders Olesen, formand i Byggefagenes Samvirke København.
Han håber, at brevet kan være med til at sætte gang i debatten om, hvordan vi ønsker, at fremtiden skal se ud.
- Det er en debat vi meget gerne tager del i og vi vil gerne være med til at løse den opgave, at vi lever længere. Debatten behøver ikke at starte fra nul. Man kunne passende tage tråden op fra den landsdækkende tillidsmandskonference i foråret, hvor Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten blev enige med Fagligt Ansvar og LO Storbyerne om 'Faglige krav til en anden politik'. Jeg håber derfor ikke, at Socialdemokraterne låser sig fast på deres udspil. I stedet burde de åbne op for dialog med fagbevægelsen om at give de svar, der bærer fremad og hvor solidariteten er i centrum, siger Anders Olesen til Arbejderen.
Peter Andersen, bestyrelsesmedlem i 3F Kolding, er én af de mange tillidsfolk, der har sat sin underskrift på det åbne brev.
- Det vigtigste er, at brevet gør opmærksom på, at der findes en anden vej end den, regeringen og Velfærdskommissionen anviser i velfærdsdebatten. Og en anden vej end den, Socialdemokraterne peger på i deres eget velfærdsudspil, siger tillidsmanden til Arbejderen.
Det er Jan Mathiesen, faglig sekretær RBF Københavns Amt, fuldstændig enig i.
-Vi sender det her brev i et forsøg på at slå direkte ind i Socialdemokraternes egne rækker for at få dem til at ændre kurs. Vi går konkret efter velfærdsudspillet, fordi her er en helt oplagt mulighed for at droppe spillet på de borgerliges banehalvdel. Der findes andre svar på, hvordan man løser fremtidens velfærdsopgaver.
Jan Mathiesens forventninger til, hvad der reelt kommer ud af brevet, er dog meget beskedne.
- Men vi må bare uafladeligt presse på. Fører det ikke til ændret kurs fra Socialdemokraternes side, så kan de ikke bagefter komme og sige, at de ikke blev gjort opmærksom på problemerne. Vi kan nu engang ikke lave om på Socialdemokraternes ledelse og ændrer de ikke signaler, så må de selv tage konsekvenserne, siger Mathiesen.
Heller ikke Peter Andersen tror på revolutionerende resultater på grund af et brev.
- Men jeg forventer da lidt eftertanke i forhold til deres velfærdsudspil, og så håber jeg, at vi også henvender os til de socialdemokrater, der stadig står fast på de solidariske holdninger, bemærker Peter Andersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278