Dansk Industri kræver 3F Bjerringbro idømt straf for organisationsansvar. CO Industri mener, sagen er kørt efter bogen
De næsten 4.000 ansatte på Grundfos genoptog arbejdet hen over weekenden og mandag morgen. Dermed er arbejdet tilbage på normalt niveau efter sidste uges storstrejke.
Genoptagelsen af arbejdet var en forudsætning for at få et mæglingsmøde mellem Dansk Industri og CO Industri i løbet af mandagen. CO Industri forsøgte at få Grundfos til at trække deres advarsel til en tillidsrepræsentant tilbage på mødet, som ikke var afsluttet ved redaktionens deadline.
De ansatte på Grundfos gik onsdag i sidste uge i strejke for at få ledelsen til at trække deres advarsel og henstilling til to tillidsfolk tilbage. Tillidsfolkene havde været med til tjekke papirerne på en estisk chauffør, der hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse. Efterfølgende kontaktede de politiet.
Chaufføren var ansat i et af Kim Johansens firmaer. Vognmand Kim Johansen er berygtet i faglige kredse for at underbetale sin ansatte. Chaufføren fik da også kun 300 kroner om dagen.
Men det er ikke noget som tillidsfolkene skal blande sig i, mener ledelsen på Grundfos. Arbejder chaufføren uden tilladelse, er det et job for politiet.
Den opfattelse deler CO Industri ikke. Problemer med udenlandske chauffører er i høj grad et problem, som tillidsfolkene skal blande sig i, mener CO Industri.
Bliver der i dag ingen løsning på konflikten, kan der blive tale om en faglig voldgift om rækkevidden af tillidsfolkenes arbejde, skriver Fagbladet 3F. Den lokale aftale er på flere punkter upræcis, og det er allerede aftalt, at lokalaftalen skal op til revision.
Dansk Industri vil muligvis føre sagen videre ved Arbejdsretten, fordi arbejdsgiverne mener, at fagforeningen har pådraget sig et organisationsansvar for strejken, ved at have ringet til tillidsrepræsentanten med tippet om den estiske chauffør.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278