I går blev der sat navne på fyresedlerne i vindmøllekoncernen Vestas. Fabrikken i Svendborg med 170 ansatte lukker og flere jyske afdelinger fyrer
Den omfattende fyringsrunde i vindmøllekoncernen Vestas ender med at ramme 477 ansatte i Danmark og omkring 150 i koncernens afdelinger rundt om i Europa
Det oplyste Vestas vicedirektør Roald Jacobsen i går.
Fyringerne blev varslet i forbindelse med offentliggørelsen af virksomhedens halvårsregnskab i sidste måned
Mens det fra start har ligget fast, at fabrikken i Svendborg skulle lukke, har det været usikkert, hvordan fyringerne i øvrigt skulle fordeles på de danske afdelinger. Men i går blev der sat navne på fyringer og omrokeringer. Som ventet går det værst ud over Vestas Towers i Svendborg, hvor hele fabrikken med 170 ansatte lukker. Det er dog ikke alle ansatte, der får en fyreseddel. Nogle er blevet tilbudt arbejde på fabrikken i Rudkøbing.
Samtidig med, at der oprettes nye arbejdspladser i Rudkøbing, vil der dog også blive fyret folk. I alt vil der blive 122 arbejdspladser færre på Sydfyn og Langeland, oplyser Vestas.
Dansk Metal Svendborg kender ikke den nøjagtige fordeling mellem antal fyrede og genansatte medlemmer.
- Vi har 138 medlemmer på Vestas Towers. Og selvom de ikke alle bliver genansat, så ser vi fortrøstningsfuldt på fremtiden, lyder det fra Metal-kontoret i Svendborg.
Optimismen skyldes først og fremmest de seneste udmeldinger fra Lindø-værftet, hvor der skulle blive brug for flere ansatte indenfor en overskuelig fremtid.
Den lokale 3F afdeling oplyser, at den har 20 medlemmer på Vestas. Her kan man sagtens følge Metals forventninger til fremtiden.
Om de fyrede på Vestas Towers deler fagforeningens optimisme har det ikke været muligt at finde ud af. Tillidsrepræsentanterne var hele tirsdagen travlt optaget af fyringerne og var derfor ikke til at få fat i.
De jyske afdelinger vil også få vindmøllekoncernens langsigtede plan at føle.
I Varde skæres der 107 job væk, men afdelingen får senere tilført 80 nye arbejdspladser. Det sker når Vestas Towers flytter til Varde fra Randers.
Afdelinger i Randers, Hammel, Balle og Århus mister tilsammen 170 ansatte, mens afdelingerne i Ringkøbing, Lem og Videbæk mister 73.
Fyringerne rammer 342 timelønnede og 135 funktionærer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278