04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere konkurrenceånd ind på sygehuse

Mere konkurrenceånd ind på sygehuse

Torsdag, 22. september, 2005, 00:00:00

Politikere og borgere skal frit kunne sammenligne, hvor effektive de enkelte sygehusafdelinger er - og vælge sygehus herefter. Det mener Lars Løkke Rasmussen

I fremtiden skal hver enkelt sygehusafdeling i Danmark offenliggøre mål for, hvor effektive de er. Produktivitets- og præstationsmålene skal lægges ind på en særlig hjemmeside, og her kan de så læses af politikere, borgere og personale på sygehusene.
Det har regeringen besluttet, sammen med en lang række andre tiltag for at øge konkurrenceånd og markedskræfter indenfor sygehussektoren.
De mange nye tiltag er forklaret i en ny pjece, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet fornylig har offentliggjort. Den hedder 'Produktivitet på sundhedsområdet'.
Her er nogle af de præstationsmål, som regeringen ønsker at sygehusene skal offentliggøre på nettet: Omkostningsproduktivitet, (det vil sige: hvor meget behandling får man for pengene), hvor lang tid er patienterne indlagt, hvor mange behandlinger klares ambulant, belægningsprocent, sygehusafdelingens omkostninger til varer pr patient, sygehusets omkostninger til løn pr. patient.
Der er ifølge regeringen især to formål med målingerne: dels skal det være en rettesnor for politikerne, når de skal bevilge penge.Dels skal det være en guide for den enkelte borger i det frie sygehusvalg.
Men dermed vil det få store økonomiske konsekvenser for sygehusene, hvis de har 'dårlige præstationsmål' på nettet, idet det så giver risiko for patientflugt og efterfølgende dårlig økonomi.
Kjeld Møller Pedersen, der er sundhedsprofessor ved Syddansk Universitet og tidligere formand for regeringens særlige sygehusudvalg, er egentlig tilhænger af produktivitetsmålinger. Men han advarer mod, at resultaterne offentliggøres, så politikere og borgere kan sammenligne sygehusafdelinger på nettet.
Kjeld Møller Pedersen siger til Jyllands-Posten, at den slags sammenligninger er farlige, fordi der kan være mange forskellige årsager til, at en afdeling har lavere produktivitet. Derfor kan der sagtens være tale om en velfungerende afdeling alligevel.


I Storbritannien er man kommet meget langt med brugen af produktivitetsmål. Her planlægger politikerne for tiden at aflønne sygehuslæger efter produktivitet. Læger, der udfører flere behandlinger end den fastsatte norm, får mere i løn. Men vel at mærke kun, hvis de kan udføre merarbejdet inden for den samme tidsperiode. Det vil altså sige, at lægerne kommer på akkord.
Kilde: regeringens nye pjece 'Produktivitet i sundhedssektoren ', side 19.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland