04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen hykler omsorg

Regeringen hykler omsorg

Onsdag, 28. september, 2005, 00:00:00

Det hænger ikke sammen, når regeringen siger, at den vil prioritere indsatsen for de svageste samtidig med, at den skærer ned i de sociale ydelser

Når det gælder de økonomiske ydelser til de socialt udsatte, er det svært at finde overensstemmelse mellem de politiske målsætninger og den faktisk førte politik, fastslår Rådet for Socialt Udsatte i sin årsrapport for 2005.
Det hænger ikke sammen, når regeringen på den ene side gentager at ville prioritere indsatsen for de svageste grupper i samfundet og på den anden side skærer ned i de sociale ydelser for at 'hjælpe' folk i arbejde, lyder kritikken.
- Vi savner dokumentation for, at nedskæringer i kontanthjælpen skaffer folk i job. Vi oplever der imod, at nedskæringerne kun gør de socialt udsatte endnu fattigere, siger Rådets formand Preben Brandt, til Arbejderen.
Spørger man folk i almindelighed, hvem der tilhører gruppen af udsatte i samfundet, så lyder det uden tøven - hjemløse, stofmisbrugere, alkoholikere, sindslidende og prostituerede.
- Men målgruppen omfatter langt flere grupper i dag. Vi oplever, at stadig flere enlige forsørgere og flygtningefamilier bliver kørt ud på et sidespor, siger Preben Brandt.
De har generelt svært ved at få rodfæste på arbejdsmarkedet, fordi jobbene ikke er der. Derfor er det så meget desto mere foruroligende, at tankegangen om, at bare man tager penge fra folk, så skal de nok finde arbejde, også kan findes i forliget fra juni 2005 - 'En ny chance for alle', påpeger Preben Brandt.
Forliget der er indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti åbner for nye nedskæringer af kontanthjælpen til ægtepar og unge.
- Det er ingen hemmelighed, at forligskredsen er bredere, end vi bryder os om. Egentlig er det vel udtryk for, at vi ikke bare er oppe imod den nuværende regerings holdning til socialpolitik. Det drejer sig om, og det synes jeg er meget alvorligere, at holdningen generelt i samfundet har ændret sig væk fra det, man kunne kalde den solidariske holdning, siger Preben Brandt.
Han mener, at der er tegn på, at vi i højere grad er egoister og mindre solidariske med de svage i samfundet. Og kan politikerne få held med at fjerne narkomaner, hjemløse og sindslidende fra gadebilledet, så glemmer vi dem nærmest, lyder det fra en tydeligt bekymret Rådsformand.
Preben Brandt er ikke blevet mindre urolig efter den seneste tids debat om, at øget ulighed i samfundet vil gavne de fattigste.
Overfor den holdning står Rådets holdning, der lyder, at alle borgere i Danmark, også de socialt udsatte, bør være sikret et rimeligt eksistensgrundlag. Ved det forstår Rådet et økonomisk grundlag, 'som giver mulighed for at leve en sund daglig tilværelse og mulighed for at tage del i det almindelige samfundsliv og have kontakt med andre mennesker og de nødvendige materielle ressourcer til at kunne udvikle arbejdsevnen og søge job'.
Men det kan have lange udsigter, hvis socialpolitikken fortsætter af sit nuværende spor.


Rådet for Socialt Udsatte blev oprettet i 2002.
Det består af personer, personligt udpeget af Socialministeren. Rådet skal være talerør for hjemløse, stofmisbrugere, prostituerede, sindslidende, alkoholikereog andre socialt udsatte.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland