04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Afgørelse om rengøring trækker ud

Afgørelse om rengøring trækker ud

Fredag, 30. september, 2005, 00:00:00

Klage over billig rengøring i Hjørring afgøres måske først til næste år. Arbejds-markedsrådet har afvist at behandle klage fra borger i kommunen

Arbejdsmarkedsrådet i Nordjylland trækker afgørelse om billig rengøring i Hjørring Kommune i langdrag.
Peder Hvelplund, medlem af Enhedslisten og borger i kommunen, meldte den 29. august kommunen til Arbejdsmarkedsrådet for konkurrenceforvridende virksomhed.
Det var faldet ham for brystet, at kommunen tilbyder pensionister og børnefamilier at få gjort rent af kontanthjælpsmodtagere - til 36 kroner i timen.
I tirsdags modtog Peder Hvelplund et brev fra Rådet, der afviser at behandle hans klage, fordi han ikke er klageberettiget.
'Klager over konkurrenceforvridning kan indbringes for Arbejdsmarkedsrådet af personer, som afgørelsen vedrører, og tillige af andre, der har en væsentlig interesse i afgørelsen', lyder det i brevet fra Rådet.
- Jeg synes, det er helt absurd, at man som borger ikke kan klage, når man opdager noget, som man mener er ulovligt. Det er ikke forsvarligt rent retssikkerhedsmæssigt, siger Peder Hvelplund til Nordjyske Stiftstidende.
Han mener selv, at han har en væsentlig interesse i Arbejdsmarkedsrådets afgørelse i sagen om kommunens udnyttelse af kontanthjælpsmodtagere. Han har tidligere udtalt til Arbejderen:
- Der er jo tale om ordinært arbejde, som der burde betales overenskomstmæssig løn for.
Peder Hvelplund har nu sendt Rådets afgørelse videre sammen med en klage til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Også Landsforeningen af Arbejdesledige, LA, har sendt en klage til Arbejdsmarkedsrådet.
- Vi har også prøvet at blive afvist som klagepart. For mig at se er der ingen tvivl om, at der gøres alle mulige krumspring, dels for at indsnævre kredsen af klageberettigede, dels for at forhale en afgørelse, siger Susanne Flydtkjær, talsperson for LA Nordjylland, til Arbejderen.
Hun mener, at når der er tvivl om lovligheden af et projekt, som det i Hjørring, så kunne Arbejdsmarkedsrådet på eget initiativ tage sagen op.
Ifølge LA er Projekt Familieservice, som rengøringsprojektet hedder, i klokkeklar strid med reglerne. Kommuner må ikke sende aktiverede ledige i arbejde til en pris, der ligger langt under den pris, private firmaer skulle have for tilsvarende opgaver.
Nu venter LA så på Rådets afgørelse. Indtil videre er den billige rengøring i kommunen stoppet. Og det kan vare nogle måneder endnu, inden der kommer en afgørelse fra Arbejdsmarkedsrådet.
- Det er ikke sikkert, vi er færdige før til foråret. Vi kan jo ikke bare sige, at fordi vi har fået en klage, så er det konkurrenceforvridende. Vi skal igennem en proces med partshøringer, og den slags plejer at trække ud, forklarer Birgit Nygaard, fuldmægtig i Arbejdsmarkedsrådet til Nordjyske Stiftstidende.
Claus Hjort Frederiksen har tidligere udtalt, at han ikke ønsker at blande sig, så længe sagen behandles lokalt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland