04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Vi har brug for en tænkepause

- Vi har brug for en tænkepause

Lørdag, 01. oktober, 2005, 00:00:00

Rundt omkring er der opbygget et godt samarbejde mellem partiernes afdelinger og mellem kammerater, der arbejder nært sammen. Den enhed må ikke sættes over styr, selv om den centrale proces er brudt sammen, siger Jørgen Petersen, formand for DKP/ML

I lørdags besluttede landsledelsen i DKP/ML, at indstille de forhandlinger, som de sidste to år har været gennemført med KPiD`s landsledelse.
I en udtalelse fra landsledelsesmødet beklager ledelsen, 'at en historisk mulighed for a forene vore to partier om at skabe et nyt kommunistisk parti er gledet os af hænde.'
Arbejderen har sat Jørgen Petersen, formand for DKP/ML, stævne for at bede ham uddybe, hvad der har ført til, at denne beslutning blev taget.

I to år har KPiD og DKP/ML ført enhedsforhandlinger, som DKP/ML's landsledelse nu har besluttet at indstille. Hvorfor tager I dette skridt - var alle muligheder for at fortsætte forhandlingerne virkelig udtømt?
-Der er ingen, der beklager denne situation mere end DKP/ML. Alle muligheder for en positiv proces var tilstede efter KPiD's ekstraordinære kongres og DKP/ML's landsmøde i april. Begge partier tilkendegav, at den rapport, som en fælles arbejdsgruppe fra de to partiers landsledelser havde udarbejdet, kunne danne grundlag for den videre enhedsproces frem mod et nyt kommunistisk parti.
-Efter vores opfattelse er arbejdsgruppens rapport et meget vigtigt dokument. For første gang - i de mere end to år enhedsprocessen har varet - blev der lavet et omfattende analysearbejde i en meget åben proces, hvor partierne bøjede sig mod hinanden. Og konklusionen er helt entydig: Der er en grundlæggende enhed mellem vores partier. På det grundlag anbefalede arbejdsgruppen, at vi påbegynder forberedelsen af et nyt parti, og går i gang med at udarbejde et principprogram. Det absurde er, at da arbejdsgruppens rapport forelå, startede vanskelighederne for enhedsprocessen.
-Efter DKP/ML's landsmøde har vi fremlagt en række forslag til, hvordan processen kunne komme videre. De er alle baseret på den grundlæggende ide, at vi skal tage afsæt i enigheden, som er udtrykt i arbejdsgruppens rapport. Men KPiD's ledelse mener, at arbejdsgruppens rapport skal have en anden status. De ser rapporten som ét dokument blandt mange, og mener reelt ikke, at den skal bruges til noget som helst.
-De to forskellige måder, at anskue rapporten på, har betydet, at der foreligger forskellige forslag til den videre proces. DKP/ML har foreslået, at de to partier i fællesskab udarbejder et nyt principprogram med afsæt i arbejdsgruppens rapport. Et sådant programforslag skal naturligvis igennem en demokratisk proces og diskuteres i partierne, hvor medlemmer og afdelinger kan stille ændringsforslag. KPiD's landsledelse har foreslået, at de to partier starter et programarbejde hver for sig - og uden et fælles afsæt. Det vil betyde, at man reelt set starter forfra i det programmatiske arbejde Det er en plan for at lave to nye partiprogrammer, ikke et fælles programforslag for et nyt kommunistisk parti. En sådan proces finder vi udsigtsløs.
-Efter landsmøde og kongres i foråret foreslog vi, at der blev afholdt et fælles landsledelsesmøde med fokus på at tilrettelægge den videre proces med afsæt i arbejdsgruppens rapport. Det blev afvist. I stedet foreslog KPiD's landsledelse at diskutere en lang række spørgsmål, hvor man mente at der var uenighed mellem vores partier.

Har DKP/ML noget imod at diskutere uenigheder?
-Nej, det har vi ikke. Der findes intet spørgsmål, som vi ikke vil diskutere. Det har vi også gjort klart mange gange overfor KPiD. Det er jo en hel naturlig ting, at der er meningsforskelle mellem to partier. Det er der også internt i partierne, og det er ikke noget, vi er bange for. Det afgørende er, at man diskuterer disse spørgsmål med respekt for hinandens holdninger. Det er vores opfattelse, at KPiD`s ledelse har været meget fokuseret på uenigheder. Ingen spørgsmål er for små til at blive diskuteret. For eksempel har ledelsen krævet, at vi på et fælles landsledelsesmøde skulle diskutere en bestemt leder i Arbejderen, som handlede om valget i Iran. Det er sekundære spørgsmål, som aldrig burde kunne forsinke enhedsprocessen. Når man ser, hvad der foregår rundt i det danske samfund i øjeblikket, så burde det være indlysende, at vi skal koncentrere os om de væsentlige spørgsmål.
-Vi har foreslået, at vi skulle diskutere, hvordan det nye fælles parti skal forholde sig til sin egen historie og sine forbindelser til den internationale kommunistiske bevægelse. Og vi har udarbejdet et forslag til principperne for dette, og opfordret til, at de blev diskuteret mellem vores to partier.

Hvad nu. Hvordan ser du på den videre enhedsproces og fremtiden?
-Jeg tror det er vigtigt, at der nu bliver givet plads til lidt eftertænksomhed for at overveje, hvordan der kan findes nye veje frem for enhedsprocessen. Det er bedre med en tænkepause, end en proces, hvor der graves grøfter. Nu må det overvejes grundigt, hvordan enhedsprocessen kan komme videre. Der er brug for et samlet kommunistisk parti for at imødegå kapitalens offensiv, som kan mærkes overalt i det danske samfund. Derfor understreges det også i landsledelsens udtalelse, at samlingen af alle kommunister i ét parti stadig er en strategisk målsætning - og en brændende nødvendighed, hvis arbejderklassen ikke skal blive rullet over ende.
-Rundt omkring i landet er der gennem årene opbygget et godt samarbejde mellem partiernes afdelinger og mellem kammerater, der arbejder nært sammen i fagforeninger, i kampen mod EU eller i kampen mod imperialisme og krig. Den enhed må ikke sættes over styr. DKP/ML har afbrudt nogle udsigtsløse forhandlinger med KPiD's landsledelse. Men vi har ikke afbrudt enhedsprocessen som sådan. Vi vil også fremover deltage i alle initiativer, der fremmer enhedsprocessen.
- Derfor står vi også ved alle de aftaler, der er lavet rundt omkring i landet, om fælles optræden i klassekampen, afholdelse af støttefester for den kommunistiske presse, afholdelse af offentlige møder, fælles skoling og de mange andre ting, der laves i fællesskab mellem kommunisterne. Vi ønsker, at alt det positive samarbejde, der findes rundt omkring, bliver fastholdt og styrket.

Hvad vil beslutningen ormkring enhedsprocessen betyde for DKP/ML?
- Gennem mere end to år har vi bundet mange kræfter i partiets landsledelse op på enhedsprocessen. Det har været rigtigt og nødvendigt, så længe der eksisterede en mulighed for en succesrig proces. Men det har også betydet, at partiet er blevet mere indadvendt. Nu kræver situationen et gearskifte. Derfor har landsledelsen besluttet at igangsatte en kampagne for at styrke DKP/ML frem til vores 11. kongres til foråret.
-Politisk vil vi sætte fokus på kampen for demokrati og ytringsfrihed, som et nødvendigt modsvar til den såkaldte anti-terrorlovgivning. Hele den internationale situation og den danske krigsdeltagelse i Irak kræver også, at kommunisterne opprioriterer kampen mod imperialisme. Vi vil gøre partiet mere synligt, markere os med klare politiske budskaber og kritik af det kapitalistiske klassesamfund. Det kræver, at vores parti vokser. Vi vil forsøge at overbevise den nye generation af unge, der er blevet radikaliseret af den politiske udvikling, om nødvendigheden af at organisere sig politisk for at forandre verden. Mere end nogensinde er der er brug for kommunistiske svar på tidens udfordringer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland