Carlsberg vil nedlægge 14 bryggerier i Europa, herunder bryggeriet i Valby. Det kræver dog udbygning i Fredericia, og det har bryggeriarbejderne ikke set planer for
I sidste uge var Carlsbergs koncernchef ude med meddelelsen om, at koncernens 14 'støttebryggerier' i Europa skal lukke inden for en overskuelig fremtid. Heriblandt er bryggeriet i Valby, der beskæftiger omkring 500 ansatte.
Udmeldingen kommer ikke som nogen overraskelse for Finn Sørensen, næstformand i 3F Industri- og Service i København.
- Det er der sådan set ikke noget nyt i. Allerede for fire år siden sagde han, at der ikke ville være et bryggeri i Valby om ti år. Det var dengang, koncernens bryggerier blev delt ind i 'ankerbryggerier' og 'støttebryggerier'. forklarer Finn Sørensen.
Han er tidligere formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening, der nu er en del af Fagforeingen for Industri og Service, og har dermed indgående kendskab til bryggeribranchen.
- Det kan i hvert fald ikke komme på tale at lukke bryggeriet i Valby indenfor de næste par år. For det vil kræve en voldsom udbygning af produktionen på 'ankerbryggeriet' i Fredericia - medmindre da at ølsalget i Danmark skulle falde med en tredjedel, sige Finn Sørensen.
Ølsalget er faktisk faldet i Danmark med over fem procent i årets første halvdel. Dermed fortsætter nedgangen efter nedsættelsen af afgiften på spiritus i 2003. Det førte i foråret til lukningen af den ene af to flaskekolonner på Valby-bryggeriet, dog samtidig med en udvidelse af produktionen på den anden kolonne. Da det samtidig går godt med Calrslbergs ye mikrobryggeri Jacobsen, der også ligger i Valby, har der ikke været mange direkte fyringer i produktionen. Derimod har Carlsberg skaffet sig af med 95 ansatte i admnistrationen.
En udbygning af produktionen i Fredericia til at dække hele det danske marked vil koste et trecifret millionbeløb. Det er dog intet problem for Carlsberg, da grunden i Valby har en anslået værdi på 1,2 milliarder kroner. Vælger Carlsberg, ligesom med Tuborggrunden, selv at stå for byggemodningen, kan grunden indbringe op mod to milliarder kroner - mere end rigeligt til at dække omkostningerne ved at flytte hele produktionen til Fredericia.
Derfor regner Finn Sørensen da også med, at planerne bliver realiseret på et tidspunkt.
- Men endnu har vi ikke set nogen konkrete planer. Det kan godt være, de ligger klar i skuffen. Men det eneste, koncernchefen opnår ved at lufte en omtale af dem nu, uden at lægge dem frem, er at skabe uro blandt de ansatte. Og en følelse af, at arbejdspladsen allerede er død, så det hele kan være lige meget.
Meddelelsen om at lukke 14 af de 29 bryggerier i Europa har dog ikke skabt en følelse af opgivelse hos aktionærerne. Efter meddelelsen steg Carlsberg-aktien med omkring fem procent på Børsen i København. Og vil sandsynligvis stige endnu mere, når koncernledelsen konkretiserer planerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278