Sikkerhedsarbejdet på Toms bragte Tina Rikke Nielsen ind i det faglige ungdomsarbejde i NNF
NNF Ungdom er under pres. Det kniber med aktiviteter, aktive og opbakning til det arbejde der foregår blandt de 8500 unge under 30 år i NNF. Men nu er der en ny plan på vej, der skal vende den negative kurve, påpeger Tina Rikke Nielsen, der er ungdomskonsulent i forbundet.
Hun arbejder for øjeblikket med at få et nyt ungdomsmagasin på gaden fra foråret 2006. Det skal afspejle både sjov og ballade, men også historier fra arbejdspladserne og lærlingeklubberne, så det bliver en minifagblad skrevet til unge. Det skal vise, at det ikke kun er gamle mennesker i NNF.
Samtidig har NNF startet en SMS service op for unge. Det er noget helt nyt, så derfor er der endnu ingen erfaring med det. Men ideen er, at unge medlemmer kan tilmelde sig på hjemmesiden, og så får man besked via SMS, når der for eksempel er konference, møde i den lokale ungdomsafdeling eller andre aktiviteter.
De unge i NNF arbejder indenfor fem brancheområder: Slagter-, bager/møller-, mejeri-, sukker/chokolade- og tobaksområdet. Over halvdelen af de unge arbejder på slagterierne, hvor samtlige er organiserede, men det er de ikke ude hos bagerne eller i butikkerne, hvor kulturen er en anden.
Tina Rikke Nielsens kontrakt med NNF udløber til april, fordi hun er blevet 30 år og derfor ikke længere kan være medlem af det faglige ungdomsarbejde i forbundet. Når hun stopper, har hun været ansat i fire et halvt år som ungdomskonsulent.
Hun startede med det faglige arbejde, da hun var 21 år og arbejdede på Toms Chokoladefabrik. Efter en periode blev hun fanget ind af det faglige arbejde, forklarer hun.
-Jeg fandt ud af, at der var mange på Toms, der ikke kendte til deres rettigheder, selv om de var organiseret. Det samme billede så jeg på de andre arbejdspladser i mit område. Da først chancen bød sig for at søge ind i forbundet, kunne jeg ikke lade være. Tænk at jeg kunne gøre min hobby til mit arbejde, siger hun til Arbejderen.
Unge imod udflytning
NNF mister medlemmer som andre fagforeninger i Danmark. En af grundene er, at mange arbejdspladser flytter til udlandet, påpeger Tina Rikke. Når en virksomhed lukker, så går det også ud over lærlingene, der mister deres lærested.
De unge i NNF stiller de samme kritiske spørgsmål til udflytning af arbejdspladser, som resten af NNF-medlemmerne gør. NNF oplever, at det især er slagteribranchen, der flytter ud, men også på tobaksområdet, på brødfabrikkerne og på Toms oplever de, at arbejdspladser forsvinder ud af landet.
Det er noget rigtig skidt, at arbejdspladser flytter ud af landet, påpeger Andreas Noll, formand for NNF Ungdom i København. Han mener, at både forbundet og regeringen skulle have grebet ind for længe siden. Reaktionerne har været alt for tynde, siger han til Arbejderen.
Andreas Noll har været medlem af ungdomsbestyrelsen i NNF i fire år og meldte sig op til det sidste folketingsvalg også ind i Socialdemokraterne, uden at han dermed er aktiv i partiet.
-Op til det sidste hurlumhej meldte jeg mig ind. Jeg har nogle politiske meninger, men problemet er, at partierne i dag er så brede, at de mister skarpheden. Min støtte og sympati er klart på venstrefløjen, siger han.
Også Tina Rikke Nielsen er medlem af Socialdemokraterne, hun har stemt på partiet siden hun fik stemmeret. Hun forsøger at lave noget lokalt politisk arbejde, men det er svært, fordi partiafdelingen hvor hun bor, ikke er så aktiv.
Vennekredsen er delt
Tina Rikke har både en privat vennekreds og en faglig vennekreds. Den private kreds accepterer at hun er aktiv, selvom ikke alle forstår det. Nogle af dem er medlemmer hos de kristelige.
- Jeg er selvfølgelig ikke enig med dem, men det skaber ikke problemer i den forstand. De lære nok en dag, hvorfor de ikke skal være i den kristelige. Der er stor forskel på den private vennekreds og den faglige, men det er o.k., der er også nogle gode sparringspartnere i den private kreds, fordi vi ikke er enige.
Andreas har heller ikke mistet venner ved at bruge mere og mere tid på det faglige arbejde. Han har en stor vennekreds og den holder han ved lige, men han vælger andre ting fra som blandt andet sport.
Andreas Noll er ved at lægge sidste hånd på en aktivitetsplan for det næste års tid for NNF København. Den indeholder både politiske foredrag, gokarttur og paintball tur, men også opsøgende arbejde.
-Fra næste måned starter vi en slags jobpatrulje, hvor vi kører ud om natten og snakker med de unge bagere som en start. Derefter tager vi slagterne og runder af med tobaksfabrikken. I Københavnsområdet tager vi rundt i de små butikker for at blive synlige. Synlige vil vi være, understreger Andreas Noll.
Både Andreas og Tina Rikke har lige tilbragt en hel weekend på Esbjerg Højskole, for at diskutere en ny kampagne for NNF der skal tiltrække nye unge medlemmer i fagforeningen.
-Vores ungdomsarbejde har tidligere været holdt oppe af lærlingeklubber på slagterierne. Men da slagterierne ikke har taget lærlinge ind i mange år, så er ungdomsarbejdet også gået ned. Derfor har i for øjeblikket ikke så mange aktive lærlingeklubber og dermed kører ungdomsarbejdet også derefter, siger Tina Rikke.
Unge er fremtiden
En ny kampagne for medlemshvervning, der blev diskuteret på højskolen, skal diskuteres og godkendes i forbundet. Den diskussion er Tina Rikke spændt på. Ungdomsdiskussionen i forbundet er nemlig lidt skæv, mener hun.
Der bliver taget udgangspunkt i økonomi og diskuteret kvantitet. Kan det nu betale sig at have et specielt ungdomsarbejde? Bliver der ikke brugt en masse penge på kun få mennesker? Hun mener tværtimod, at der skal bruges flere resurser på ungdomsarbejdet.
-Jeg kan godt forstå at de kikker på økonomien. Men jeg forstår ikke altid deres prioriteringer. Det er de unge der skal drive forbundet videre.
Tina Rikke varetager de unge medlemmers interesse i forbundet og har ansvaret for at der bliver arrangeret ungdomsarrangementer i forhold til medlemmerne. Hun skal samtidig ud i afdelingerne og være med til fremstød og agitere for fagbevægelsen.
Den højeste myndighed for NNF ungdoms 25 lokale afdelinger er deres landsudvalg der mødes seks gange om året. Derudover har de henholdsvis landsmøde og landstræf en gang om året.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278