Den århusianske fagbevægelse insisterer på at præge de politiske debatter op til kommunalvalget den 15. november
Flere i arbejde, bedre uddannelse og social tryghed.
For LO Århus er det tre logiske hovedkrav at stille op til kommunevalget den 15. november.
- Det mener vi kun, at et nyt arbejderflertal kan være med til at sikre. Derfor anbefaler vi at stemme på enten Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten ved valget, siger Hans Halvorsen, formand for LO Århus.
En forudsætning for at få vælgerne til at sætte kryds ved et af de tre nævnte partier er en anden politik og synlighed, mener LO-formanden.
- Vi lægger ud med et opstartmøde den 11. oktober for valgte og ansatte i fagbevægelsen. Derefter er det meningen, at vi skal ud på gader og stræder og i debat med vælgerne. Endelig har vi også en række arbejdspladsbesøg på tegnebrættet, siger Hans Halvorsen til Arbejderen.
Århus har været igennem nogle skrappe nedskæringsrunder siden Louise Gade (V) kom til roret i 2001. Hun overtog borgmesterposten og et overskud i kommunekassen på 644 millioner kroner. Det er vendt til et forventet underskud på 467 millioner kroner ved udgangen af 2005. Men Hans Halvorsen advarer mod at tro, at det af den grund er en selvfølge, at arbejderpartierne vinder valget.
- Det kræver, at fagbevægelsen kridter skoene og igen begynder at stille krav på vegne af medlemmerne. Arbejdsløshed, forholdene i daginstitutionerne og på skolerne vedrører alt sammen vores medlemmer. Derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen er med og markerer sig, mener LO-formanden, der selv er kandidat for Socialdemokraterne.
Årene under en borgerlig regering har ikke gjort det lettere at være lokalpolitiker.
'Regeringen har gennem de sidste fire år scoret på, at befolkningen i vidt omfang opfatter den offentlige sektor som ineffektiv. På den baggrund er det lykkedes at overbevise brede vælgergrupper om, at 'frit valg' og konkurrence vil øge effektiviteten og forbedre kvaliteten', skriver LO i sit valggrundlag.
- Fakta er, at regeringen skærer ned per stedfortræder. Det ønsker vi at gøre til et fremtrædende tema i den kommunale valgkamp i Århus, fastslår Hans Halvorsen
De samme takter slår BUPL i Århus an. Fagforeningen har ikke tænkt sig at kigge passivt til, mens valgkampen raser.
- Pædagogerne er engagerede og klar til at gå aktivt ind og blande sig for at få et byråd, der vil sikre gode vilkår for børn og unge i Århus. Vi er i gang med at sætte børnepolitikken på dagsordenen her op til kommunalvalget, og det arbejde fortsætter vi, siger Henning Truelsegaard, formand for BUPL Århus.
'Med et skattestop og et historisk lavt loft over kommunernes budgetter vælger regeringen bevidst at forringe den offentlige sektor og dermed også vilkårene på institutionsområdet. Med et overskud på 50 milliarder kroner på statens budgetter er det ikke en økonomisk nødvendighed, men et politisk valg', påpeger BUPL Århus i en udtalelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278