Gymnasieeleverne vil ikke finde sig i, at der bliver proppet 34 elever ind i klasseværelser bygget til 24. 5-7000 demonstrerede i går
'1,2,3,4 - Vi kan ikke være fler`. 5,6,7,8 - Bertel, forstå det!'
Gymnasieelevernes slagord gjaldede i går foran Christiansborg. Protesterne var rettet mod de stigende klassekvotienter og imod brugerbetaling.
Formanden for de københavnske gymnasieelever, Rosa Lund, talte til de mellem 5000 og 7000 gymnasieelever fra hele hovedstadsområdet.
- Store klasser betyder et dårligt arbejdsmiljø, hvor den første del af timen går med overhovedet at finde stole nok til alle. Flere og flere tabes på gulvet. Enten fordi de ikke får udfordringer nok, eller fordi de ikke får hjælp nok i et gymnasie, hvor store dele af undervisningen bygges op omkring tavleundervisning, fordi klasserne ikke er bygget til gruppearbejde og differentieret undervisning for den enkelte.
Det er ikke ualmindeligt, at der sidder mellem 30 og 34 elever i en gymnasieklasse. Derfor kræver de unge og deres lærere et loft på maksimum 28 elever.
Op til demonstrationen havde eleverne masser af tid til at male flotte bannere og finde på kreative slagord. De havde nemlig nedlagt undervisningen. Gymnasierne på Christianshavn, Avedøre, Herlev, Ishøj, Nærum og Frederiksberg blev alle besat i protest mod de høje klassekvotienter.
Også lærerne protesterede. På gymnasierne i Avedøre, på Christianshavn og i Høje Taastrup tog de fri klokken tolv for at gå med i demonstrationen.
- Jeg tror, de store klasser bærer en stor del af ansvaret for, at der i dag er større frafald på gymnasierne end tidligere. Det er uambitiøst, at politikerne nægter at sætte et loft over, hvor mange elever der maksimalt må sidde i en klasse. På mit gymnasium er der klasser med op til 32 elever. Så der går lang tid før, der er ro, og undervisningen kan komme i gang, fortæller en lærer fra Høje Taastrup Amtsgymnasium til Arbejderen, mens han forsøger at følge med i den livlige demonstration med trommer forrest.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278