Det kommende år skal bruges til at bekæmpe terrorlove og sætte fokus på højrefløjen under kommunalvalget, fastslår Rød Ungdom.cIrak-krig, visioner, faglig kamp, terrorlove, skolestart og meget andet blev vendt, da 40 røde unge i weekenden mødtes til landsmøde i Valby
For første gang vedtog Rød Ungdom et visionspapir frem til år 2010.
- Det er vigtigt også at se længere end handlingsplanen, som kun gælder frem til næste års landsmøde. Derfor vedtog vi et visionspapir, fortæller den nyvalgte kasserer, Mathias Dejgaard, fra Rød Ungdom i København, til Arbejderen.
I de næste fem år vil rødderne knokle for, at organisationen får minimum 500 betalende, aktive medlemmer og 15 velfungerende afdelinger.
Samtidig vedtog Rød Ungdom en konkret handlingsplan for 2005/2006, som tager de første skridt henimod at styrke organisationen. I anledning af kommunalvalget vil Rød Ungdom sætte fokus på højrefløjen, især Dansk Folkeparti.
Herudover skal det næste års tid bruges på en faglig kampagne, en skolestartskampagne og en aktionsuge op til påske. Ugen skal rettes mod regeringens og EU`s terrorlove og kulminerer med et landsdækkende seminar.
Men de røde unge havde også tid til at rette blikket ud mod den store verden. Mens den borgerlige presses øjne er rettet mod retssagen mod Saddam Hussein, minder Rød Ungdom om, at der er flere forbrydere på fri fod.
-Saddam skal straffes. Men de vestlige virksomheder, der støttede hans forbrydelser, er også skyldige. Derfor må de også på anklagebænken, fortsætter Mathias Dejgaard.
Der blev valgt en ny ledelse på ti personer plus en kasserer og to suppleanter. Ledelsen er bredt sammensat fra hele landet: Aalborg, Århus, Roskilde, København og Svendborg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278