Nu er det vandværkernes tur til at spille hovedpersonen i regeringens priva-tiserings-eventyr: Nyt idekatalog åbner sluserne for private vandfirmaer
De kommunale vandværker skal omdannes til aktieselskaber, så de bliver nemmere at sælge. Ved samme lejlighed skal der åbnes op for at private firmaer kan tjene penge på at levere vand.
Det foreslår regeringen i et netop offentliggjort idekatalog om fremtiden for de danske vandværker og rensningsanlæg.
Den nuværende lovgivning '...tager ikke højde for at kommunale forsyninger i stigende grad omdannes til selskaber eller sælges fra...', fastslår regeringen. Det skal der laves om på.
Først og fremmest skal der gøres op med det såkaldte hvile-i-sig-selv princip, som hidtil har udgjort fundamentet for vandforsyningen herhjemme.
Systemet har sikret at der ikke opkræves flere penge end de faktiske udgifter til at rense vandet, pumpe det ud, vedligeholde rørene og så videre. Altså en metode, der sikrer at forbrugerne kun betaler den pris der svarer til omkostningerne. Profit til aktionærerne er dermed udelukket.
Dansk Vand- og Spildevandsforening, DANVA, vil kæmpe til det sidste for at bevare den nuværende danske model.
- Jeg har endnu ikke set nogen dokumentation for, at hvile-i-sig-selv princippet ikke er et effektivt redskab til at sikre effektivisering, holde priserne i ro og sikre en bæredygtig indvindig af grundvandet. Det er det samme som at sige, at offentlige virksomheder ikke kan være effektive. Eller at ansatte ikke er effektive, medmindre de er provisionslønnede, siger formanden for DANVA`s bestyrelse, Tove Bakke Laursen.
Hun påpeger, at efter privatiseringen af
Paris` vandforsyning steg priserne voldsomt på en kort periode fra 1990 til 2001.
-Det er tænkevækkende. Politikerne er nødt til at lære af de erfaringer som privatisering allerede har ført med sig, opfordrer hun.
- Hvis vandværkerne bliver omdannet til kommunale aktieselskaber bliver de nemmere at sælge fra. Samtidig risikerer vi, at strukturreformen betyder, at vandværkerne samles på endnu færre hænder og så bliver det for alvor attraktivt at investere i den danske vandforsyning, siger Tove Bakke Laursen til Arbejderen.
Det store danske vandfirma, Krüger, vil ikke udtale sig til Arbejderen om, hvilke fremtidige forretningsmuligheder de ser i kølvandet på regeringens serviceeftersyn.
Hos DANVA
forudser Tove Bakke Laursen, at en af de store, tyske vandkoncerner vil have interesser i at komme ind og overtage kommunale vandværker.
-Det er vigtigt at bevare vandværkerne decentralt, fordi det forhindrer at grundvandsressorucerne bliver overudnyttet og forsyningssikkerheden forringes, fastslår DANVA-forkvinden.
Også i Norge er de lokale vandværker blevet udsat for et 'serviceeftersyn' af regeringen. Men her har politikerne valgt at holde fast i, at der fortsat ikke skal tjenes penge på at levere vand.
Regeringen vil allerede i dette efterår fremlægge konkrete lovforslag, der skal gøre det nemmere og mere atraktivt for private firmaer at overtage hele eller dele af de kommunale vandforsyninger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278