Mindst 90.000 tilfælde af åndedræts- og hudlidelser vil kunne forhindres, hvis der kommer styr på de mange kemikalier, der omgiver os
En kortlægning af de mange tusinde kemikalier, der omgiver os i hverdagen, kan forebygge tusindvis af sygdomstilfælde og spare millioner på EU-landenes sundhedsbudgetter.
Det viser en ny undersøgelse, som forskere ved Universitetet i Sheffield har foretaget.
EU er i gang med at vedtage en kemi-lov, der skal få industrien til at komme med oplysninger om bare en lille del af de mange kemikalier, som firmaerne bruger. Det skal ske ved at oprette et såkaldte REACH-system. Men hvis det skal batte noget, skal det være EU`s oprindelige forslag - og ikke det udvandede - som skal vedtages, fastslår forskerne.
I alt 50.000 arbejdsrelaterede åndedrætssygdomme og 40.000 hudlidelser kan forhindres, hvis det bliver nemmere at sortere de farlige kemikalier fra og erstatte dem med mindre farlige, forudser forskerne.
Ud over at forebygge lidelser for mange tusinde mennesker, vil kortlægningen betyde, at EU-landenes sundhedsbudgetter kan spare over 26 milliarder kroner.
Men siden EU-kommissionen i oktober 2003 fremlagde sit forslag, er det lykkedes for kemindiustrien at udvande direktivet for at få virksomhederne til at slippe for at komme med oplysinger om langt størstedelen af de cirka 100.000 forskellige kemikalier, der findes i dag.
Det seneste forslag, der skal trække tænder ud på loven, er, at den reelt ikke skal omfatte kemikalier, der produceres i mængder på op til ti ton. Dermed slipper kemiindustrien for at beskrive miljø- og sundhedsfaren ved omkring 20.000 af de 30.000 produkter, som REACH skulle omfatte.
Oprindeligt skulle REACH-systemet omfatte 60.000 kemikalier.
- REACH er et førsteklasses værktøj til at tilvejebring og registrere data om kemikalier. Men det vil ikke bringe os langt, hvis ikke vi spørger producenterne om nok information, konstaterer formanden for den europæiske fagbevægelse, ETUC, Marc Sapir til Euractiv.
EU-parlamentet fik fremlagt rapporten i mandags.
- Det er en vigtig rapport, som er et godt redskab for som minimum at fastholde kravet om, at EU`s kemikalie-forslag skal strammes op og ikke udvandes yderligere, siger miljø- og arbejdsmiljøkonsulent i 3F, Jesper Lund Larsen.
-Rapporten giver en ny vinkel på hele debatten, nemlig arbejdstagernes ve og vel. Hidtil har kemiindustrien haft held til at få spørgsmålet om at kortlægge de mange kemikalier til at handle om, at det koster dem penge. Men nu står det klart, at det ikke kun handler om en udgift for den enkelte, men for et overskud for samfundet, fastslår han overfor Arbejderen.
Men selvom EU-parlamentet fik fremlagt rapporten i mandags, er det fortsat højst usikkert, om den kommende lov kommer til at afspejle befolkningens og samfundets åbenlyse interesser i en grundig kortlægning.
- Der er ingen tvivl om, at vi fortsat kan risikere, at EU-systemet - på trods af den vigtige rapport - fortsat vil udvande kortlægningen af kemikalierne, fordi kemikalieindustrien står så stærkt, advarer Jesper Lund Larsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278