Stort anlagt happening skal vise, at byggefirmaet Nova Bau ikke alene misbruger polske håndværkere. De sætter også almindelige borgeres liv på spil
Onsdag i næste uge tager den københavnske afdeling af Træ- Industri-Byg (TIB) utraditionelle metoder i brug i forsøget på at få byggefirmaet Nova Bau til at tegne overenskomst.
Om morgenen mellem klokken 7.00 og 8.30 vil man på adressen Brigadevej/Amagerbrogade kunne blive vidne til en form for total-teater med 100 til 150 involverede statister.
- Vi vil tage ansvar over for Amagers befolkning, oplyser TIB og antyder dermed, at det gør Nova Bau ikke.
TIB har i længere tid holdt øje med firmaet og etableret blokade foran ejendommen i forsøget på at sikre overenskomstmæssig løn til den flok polske arbejdere, som er i gang med at omdanne et tørreloft i ejendommen til lejligheder.
I forbindelse med arbejdet vover håndværkerne både liv og lemmer. De har eksempelvis på et tidspunkt brudt hul i taget og etableret en interimistisk afskærmning ud mod gaden. Et arbejde som kun kan være udført på en helt uansvarlig måde, mener TIB.
Ikke nok med at de polske håndværkere sætter deres egne liv på spil. De udsætter også Amagers befolkning for fare for nedfaldende materialer, fordi arbejdet på taget foregår uden det stillads, som Arbejdstilsynet har påbudt Nova Bau at etablere for at få byggematerialer sikkert op på tørreloftet.
I sidste uge fik TIB besked af politiet om, at blokaden kun måtte omfatte to personer foran bygningen.
Politiet har ifølge TIB valgt at tro på en række falske anmeldelser fra bygherrens datter, der bor i ejendommen. Anmeldelserne går ud på, at blokadevagterne angiveligt skulle have chikaneret beboerne, når de går ud og ind ad ejendommen.
- Vil du være en del af den happening, som byggefagene forbereder, så skriv tid og sted i kalenderen og mobiliser gerne et par kolleger, lyder opfordringen, de hermed er givet videre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278