Forsvarsminister Søren Gade og den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld underskrev onsdag en rammeaftale om missilforsvarsteknologi i Pentagon. Aftalen giver dansk industri mulighed for at indgå i samarbejde med den amerikanske militærindustri og det amerikanske militær om udvikling af missilskjoldet.
Ifølge Søren Gade åbner hans underskrift døre og bryder barrierer ned for det danske erhvervsliv. Det vil samtidig blive meget svært for Danmark herefter at sige nej til den endelige beslutning om at deltage i den amerikanske missilforsvar, mener Kuupik Kleist, grønlandsk medlem af Folketinget.
Udsigten til at dansk industri kan tjene store penge på det amerikanske missilskjold gør, at man ikke med stor ret vil kunne sige nej til deltagelse, påpeger han i Information. Hermed peger han på den frygt, som Frank Aaen, forsvarsordfører for Enhedslisten, har omkring det øgede samarbejde mellem dansk militærindustri og USA`s militær.
-Danmark bliver hårdere bundet op på den amerikanske udenrigspolitik på grund af de store økonomiske interesser. Det så vi omkring Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Der er for mig ingen tvivl om, at de store økonomiske interesser som blandt andet Mærsk har i den forbindelse, spillede en rolle for at vi gik enegang i forhold til andre europæiske lande, siger han til Arbejderen.
Også Villy Søvndal fra SF advarer imod, at dansk militærindustri får mere indflydelse på dansk politik på grund af økonomiske interesser. Han henviser til den amerikanske præsident Eisenhower, der i en tale i 1962, lige før han gik af som præsident, advarede imod den amerikanske militærindustri, der på det tidspunkt var så stor, at den kunne diktere amerikansk udenrigspolitik.
Antallet af danske firmaer der indgår kontrakter med det amerikanske militær er vokset fra fem i 1995 til 28 i 2004. Det er en naturlig og god udvikling, mener Kristian Pihl Lorentzen, medlem af Forsvarsudvalget for Venstre.
-Det er godt for danske virksomheder og danske arbejdspladser. Det er også rimeligt, at vi bidrager til missilforsvaret. Jeg lægger meget vægt på det transatlantiske bånd, siger han til Arbejderen.
Kristian Pihl Lorentzen har ingen problemer med, at Danmark bliver bundet op på amerikansk udenrigspolitik. Danmark har stærke interesser i at have tætte bånd til USA, også udenrigspolitisk, da det er en væsentlig del af Danmarks sikkerhedspolitik. Det er der slet ingen problemer i, påpeger han.
I forbindelse med underskrivelsen af aftalen fik Søren Gade overrakt det amerikanske militærs fortjenstmedalje, den såkaldte 'Department of Defense Medal for Distinguished Public Service'. Gade får medaljen som tak for Danmarks deltagelse i krigene mod Afghanistan og Irak, samt omlægningen af det danske militær så det er mere indrettet på at kunne operere i udlandet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278