Partistøtte, afstemningsprocedure ved overenskomster og andre forslag var tirsdag til debat på HK-kongressen
At dømme ud fra flere af talerne på HK`s kongres, så skal regeringspartierne ikke regne med økonomisk støtte fra HK.
Emnet var på debat på kongressens fjerdedag. Traditionelt har HK/Danmark ydet økonomisk støtte til Socialdemokraterne i forbindelse med folketingsvalg. I enkelte tilfælde også til SF og Enhedslisten.
Beløbet har typisk været 10 kroner per medlem. Til gengæld har forbundet ikke haft tradition for at støtte til kommune- og amtsvalg.
I kølvandet på en beslutning i LO for to år siden droppede HK partistøtten og skulle frem til den igangværende kongres undersøge, hvordan forbundet sikrer sig størst mulig politisk indflydelse.
Et stort flertal i HK`s hovedbestyrelse lægger op til, at det er slut med traditionel partistøtte.
I stedet foreslås det, at 'HK kan yde støtte til folketingsgrupper og politikere på grundlag af aftaler om gennemførelse af bestemte politiske opgaver og projekter, der er i medlemmernes interesse'. Forbundet kan også i særlige tilfælde yde økonomisk støtte til udvalgte kandidater og deltage i valgkampe med egne budskaber og strategier, hedder det i oplægget til debat.
- Det bliver aldrig med min stemme, at vi giver økonomisk støtte til regeringspartierne. Jeg har medlemmer, som truer med at melde sig ud, hvis vi støtter Venstre og Konservative, sagde Ole Carlsen, formand for HK/Nordjylland fra kongressens talestol.
Kirsten Overgaard Nielsen fra Holstebro fulgte trop med ordene:
- HK skal bruge mere tid på at forklare, hvordan tingene hænger sammen. Begynder vi virkelig at give støtte til Venstre og Konservative, er der kun eksklusivaftalen i min overenskomst, der afholder mig fra at melde mig ud af HK.
Andre delegerede var inde på, at HK havde ladet sig kyse af medlemmer, der havde truet med at melde sig ud dengang forbundet gav støtte til Socialdemokraterne og partierne til venstre.
- Vi er en politisk organisation. Vi skal ikke acceptere, at medlemmer melder sig ud, fordi vi arbejder politisk. Skal vi ikke arbejde politisk, hvad er vi her så for, spurgte Ingrid Anne Kryhlmand fra HK/København.
Ved Arbejderens deadline var behandlingen af forslaget om politisk støtte endnu ikke færdig.
Kongressen skulle også tage stilling til forslaget om fusion mellem HK/Kommunal og HK/Stat. Forslaget er stillet af to lokalafdelinger. På forhånd har sektorbestyrelsen i HK/Stat meddelt, at den er imod 'tvangsægteskab' og derfor anbefaler et nej til en sammenlægning af de to offentlige HK-sektorer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278