06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Anklager er ikke i tvivl om skyld

Anklager er ikke i tvivl om skyld

Onsdag, 09. november, 2005, 00:00:00

De irakiske fangers forklaringer om overgreb er enslydende med, hvad tolkene og spejderenheden siger, påpeger anklager

I morgen klokken 9.30 går Ebbe Mogensen, forsvarsadvokat for efterretningsofficer Annemette Hommel, i gang med sin afsluttende procedure i sagen om mishandling af irakiske fanger. Retssagen har stået på i et halvt år og det er ved at være tid for Københavns Byret at fælde dom i sagen.
Anklager auditør Benny Holm Frandsen er ikke i tvivl om at officer Annemette Hommel er skyldig i alle anklagepunkter. Der er tale om bevist mishandling af fangerne i Irak, sagde han under mandages retsmøde.
Hommel og de fire sergenter havde lært at stresse fanger under de kontroversielle danske Powex-øvelser. Under disse øvelser bliver blandt andet Genévekonventionerne bevist overtrådt. Det sker angiveligt for at lære soldaterne, hvad der kan ske, hvis de bliver taget til fange af fjenden.
Hommel beskyldes for ved tre afhøringer i 2004 at have forlangt at tilbageholdte irakere skulle sidde i stressende stillinger med rank ryg og på knæ. Hommel skal have kaldt irakerne for hunde og mænd uden pik og nægtet dem vand og adgang til toilet.
Hun er tiltalt for særlig grov pligtforsømmelse. De fire militærpolitisergenter er i samme sag tiltalt for at have tvunget dem fangerne til at sidde i stressfremkaldende stillinger og at have nægtet dem vand, tæpper og adgang til toilet.
Bliver Hommel og de fire sergenter dømt kan de risikere op til et års fængsel, hvis retten vurderer det som særlig grov pligtforsømmelse, som betyder myndighedsmisbrug i militærsprog.
Benny Holm Frandsen lægger vægt på at tolkene, lejrens spejderenhed og de irakiske fangers forklaringer om overgreb er ens. Han går ud fra at den danske tolk, flere tilbageholdte irakere og danske soldater ikke indbyrdes har aftalt deres forklaringer.
Auditørkorpset har efterforsket sagen fra juli 2004 til april 2005. Den har omfattet afhøringer af mere end 50 personer her under et antal af de tilbageholdte irakere i Camp Eden.
Det er kommet frem, at militærets top har øvet sig sammen på at svare på spørgsmål, som de kunne blive stillet som vidner i Hommelsagen. Både forsvarschef Jesper Helsø og chefen for Hærens Operative Kommando, Poul Kjærskou, forberedte sig sammen med Forsvarskommandoens pressetjeneste.
Pressechefen for Forsvarskommandoen Hans-Christiansen Mathiesen forklarede dog i retten, at det ikke var meningen at afstemme de to chefers forklaringer. Det ville jo være i strid med retsplejeloven.
Byretten forventer dom i sagen i starten af det nye år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland