49 Labour-medlemmer stemte mod Tony Blair, og siger, at han ikke har set det værste endnu...
- Blair-regeringen led faktisk to nederlag. Første stemte Underhuset nej til regeringens ønske om at kunne fængsle terror-mistænkte i 90 dage uden at rejse nogen som helst sigtelse mod dem. Dernæst vedtog underhuset at udvide perioden for sådan internering fra 14 til 28 dage. Det var regeringen imod, fordi den ønsker at udvide perioden, forklarer Robert Griffiths til Arbejderen.
Griffiths er formand for det britiske kommunistiske parti, CP of Britain. Han tilføjer, at de 28 dage naturligvis også er for meget.
Nederlaget til Blair sender den britiske terrorpakke tilbage til Overhuset, hvor den skal forhandles før den kommer til debat og afstemning i Underhuset. Griffiths tror, at de grove angreb på civile rettigheder vil blive nedtonet. De handler om at gøre det strafbart at erklære sympati for eller støtte til terror og at udvider rammerne for overvågning og kontrol på talrige måder.
Forslaget om at kunne fængsle mistænkte i 90 dage uden anklage blev forkastet med 322 stemmer imod og 291 for. 49 medlemmer af Blairs eget parti stemte imod.
- Modstanderne i parlamentet er meget oprørte over dette angreb på de civile rettigheder, men det er også et udtryk for at venstrefløjen i Labour har fået nok, og ved denne lejlighed besluttede at sige stop, forklarer Griffiths. Han forudser, at oppositionen inden for labour bliver styrket af denne sag og vil stå bedre rustet til at kæmpe mod en række sociale og uddannelsesreformer, som Blair har i støbeskeen. Regeringen vil markedsgøre sundhedsvæsenet og undervisningssektoren og skære ned på overførselsindkomster.
- Han (Blair) har ikke oplevet det værste endnu, citerer avisen Independent en af de Labour-politikere, som stemte mod forlaget. Mange er endnu mere vrede over hans andre reformer, end de er over at spærre terror-mistænkte inde i 90 dage, tilføjer han.
Blandt de Liberale og de Konservative er der vigtige retspolitiske principper på spil.
- Det som er på spil her er fængsling uden rettergang i det land, som opfandt habeas corpus (uskyldig indtil det modsatte er bevist, red.), siger den konservative David Davis.
Han er også bekymret ved udsigten til, at 90 dages indespærring af uskyldige kan skabe 'martyrer', der vil nære vreden og måske opildne til terror.
'Blair forsøgte at skræmme parlamentsmedlemmerne til at støtte regeringen ved at påstå, at man havde afværget to terror-angreb siden 7. juli, men han fik ikke forklaret, hvordan 90 dages indespærring nytter noget', skriver avisen Morning Star.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278