Arbejde og afskaffelse af den stigende polarisering skal bekæmpe terror - Enhedslisten fremlægger 49 alternative forslag.
Enhedslisten er klar til at opruste i krigen mod terror. Ikke med krudt, kugler og øget overvågning men ved at erklære krig mod besættelse, ulighed og polarisering.
Enhedslistens 49 alternative forslag til hvordan terrorisme kan bekæmpes, kommer op til at regeringen i morgen fremlægger sit udspil til nye terrorlove.
- Vores forslag går ud på at forebygge terror i stedet for at indskrænke demokrati og retssikkerhed. Vi vil ikke omdanne vores samfund til overvågede fængsler men fastholde et åbent samfund. Ellers har vi allerede ladet terroristerne vinde, siger Enhedslistens retsordfører, Line Barfod.
Enhedslistens 49 forslag har to omdrejningspunkter:
De danske tropper skal trækkes hjem fra Irak og Afghanistan og polariseringen i samfundet skal stoppes.
- Samfundets ressourcer skal ikke bruges på massiv overvågning af lovlydige borgere og indskrænkning af vores rettigheder, men på effektivt politiarbejde ved konkret mistanke om at nogen forbereder terror. Og især på at forebygge at nogen kan få den vanvittige ide at begå terror, fortsætter Line Barfod.
Forebyggelsen af terrorisme herhjemme skal ske ved at sikre alle lige adgang til ordentlig velfærd, sociale rettigheder og til arbejdsmarkedet. På den måde kan man forsøge at undgå, at mennesker i Danmark føler sig socialt marginaliserede og sat uden for indflydelse.
Konkret skal der skaffes arbejde til unge arbejdsløse - eksempelvis ved at skabe flere offentlige job. Ungeydelsen, starthjælpen og kontanthjælpsloftet skal afskaffes og så skal der oprettes flere fritidstilbud og selvstyrende ungdomshuse.
Uligheden skal ikke kun mindskes i Danmark. Også i resten af verden skal Danmark være med til at afskaffe den ulighed og fattigdom, der giver grobund for terrorisme:
Ulandsbistanden skal øges og den internationale valutahandel skal beskattes og pengene lægges over i en FN-fond, der skal sikre udvikling i ulandene.
Du kan læse alle 49 alternative terrorbekæmpelses-forslag på www.enhedslisten.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278