Et politiske håndslag mellem S, SF, Beboerlisten og LO var medvirkende til at vippe Venstre af pinden i Randers.
Den 1. januar 2007 overtager Socialdemokraterne borgmesterposten i Randers, med opbakning fra Det Radikale Venstre og Beboerlisten. Det er resultatet af en konstitueringsaftale partierne indgik tirsdag nat.
Dansk Folkeparti får kun et medlem i byrådet, Konservative bliver reduceret til én og Randerslisten fik et stort smæk og må også nøjes med én i byrådet. Venstre fik 12 mandater lige som Socialdemokraterne. Beboerlisten er dermed det tredje største parti i Randers Byråd.
De tre partier bag konstitueringsaftalen har et flertal på kun et mandat, nemlig 16 mod 15 borgerlige mandater. SF blev ikke valgt i den nye storkommune, Ny Randers. Socialdemokraterne gik frem ved valget, hvor Beboerlisten relativt set gik tilbage fra 14 procent af stemmerne til ti procent.
Lo førte valgkamp
-I Ny Randers Kommune er der 50 procent flere vælgere. Men vi holdt vores tre mandater i byrådet og vi har fået nogle poster i de nye udvalg, siger Bjarne Overmark, der blev genvalgt for Beboerlisten, til Arbejderen.
Der oprettes syv udvalg under det nye byråd. Bjarne Overmark bliver formand for det nyoprettede Børne- og Ungeudvalg som får daginstitutioner og skolerne under sig. Han sikres også en post i Økomomiudvalget.
-Resultatet i Randers kommer fordi Socialdemokraterne har haft et godt valg. Det har de blandt andet, fordi de sammen med Beboerlisten, SF og LO lavede et politisk håndslag før valget. Det har skabt en gensidig tillidsskabende foranstaltning og det har været en vigtig rolle, som LO har spillet. De har ført valgkamp for både Socialdemokraterne, SF og Beboerlisten, siger Bjarne Overmark.
Det politiske håndslag der blev givet, kan direkte ses i konstitueringsaftalen mellem partierne. Blandt andet ved at Randers får et B-jobcenter og der ikke bliver tale om skolelukninger i den kommende valgperiode.
Andre lister
Andre lokale lister rundt omkring i landet har oplevet både fremgang og tilbagegang ved dette kommunalvalg. Således har liste T i Tårnby, Tårnby Socialistiske Liste, mistet 390 stemmer og røg ned på 210 stemmer i alt. Ved sidste valg var Tårnby Socialistiske liste tæt på at blive valgt ind i byrådet. Spidskandidaten er den pensionerede murersvend Ib Pedersen fra KPiD.
I Brøndby gik Demokratiske Socialister, liste Å, lidt frem og fik valgt en person ind i byrådet. Listen fik i alt 738 stemmer.
Lokal Listen N i Skibby gik også frem med 53 stemmer til 117. Listen vil blandt andet sætte en stopper for udlicitering af offentlige opgaver og i stedet for indlicitere blandt andet hjemmehjælpen og dagplejen i kommunen.
I Hillerød er liste T Fælleslisten fortsat i byrådet med 1360 stemmer. I 16 år har den siddet i byrådet med fagforeningsformanden Tue Tortzen som gennemgående figur. Listen er en lokalpolitisk forening med 100 medlemmer.
I Hvidovre gik liste T - De rød-grønne frem fra et mandat til to og fik 7,5 procent af stemmerne eller hvad der svarer til 1812 stemmer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278