10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Retten til privatliv er truet

Retten til privatliv er truet

Onsdag, 23. november, 2005, 00:00:00

Vi har både krav på at blive beskyttet AFpstaten og MOD staten, fastslår den borgerlige tænketank Cepos

Danskerne kan godt vænne sig til at føle sig under konstant overvågning og mistanke.
Det bliver nemlig realiteten, hvis regeringen vedtager sine 46 nye terrorstramninger - efter planen inden sommerferien næste år.
Hidtil har vi været sikret retten til at leve et privatliv i fred - uden at blive kigget over skulderen af Politiets Efterretningstjeneste, PET. Retten til et privatliv er en vigtig demokratisk rettighed, som det vil få store konsekvenser at fjerne, advarer den borgerlige tænketank Cepos.
-Stort set alle forslag griber direkte ind i vores demokratiske rettigheder. Vi har krav på at blive beskyttet af staten, men vi har også krav på at blive beskyttet mod staten, konstaterer Martin Ågerup, direktør i Cepos.
Særligt alvorligt er det, at PET får adgang til at aflytte telefonsamtaler uden konkret mistanke og indhente oplysninger om opkald uden en dommerkendelse. Desuden får PET fri adgang til personfølsomme oplysninger i offentlige registre.
- Det er vigtigt at holde fast i, at fortrolige oplysninger skal være fortrolige. Det er min personlige telefonsamtale, min mailkorrespondance og min personlige samtale med min læge om, hvad jeg fejler. Vi skal kunne stole på, at udveksling af fortrolige oplysninger kun sker til en modtager vi stoler på, og at ingen andre lytter med. Netop denne ret til at have et privatliv giver os tryghed, siger Martin Ågerup til Arbejderen.

dropper lægen og banken
Hvis regeringen alligevel holder fast i, at PET skal have adgang til vores personlige oplysninger, kan det få vidtgående konsekvenser for, hvordan det enkelte menneske agerer i samfundet, forudser Martin Ågerup.
- Hvis vi ikke længere kan stole på, at vores lægejournal er fortrolig, vil der være nogen, der enten helt undgår at gå til lægen eller tager til læge i udlandet. Hvis du er aktiv i et politisk parti, der er i opposition, begynder du måske at tænke over, om du er i søgelyset. Hvis du en gang i mellem foretager fuldt lovlige pengeoverførsler til Mellemøsten, kan du frygte, at PET vil tegne et mønster af dig og indhente alle mulige andre oplysninger. Det kan føre til at du skifter bank. For at undgå overvågning vil almindelige mennesker være tvunget ud i alle mulige krumspring, mener Martin Ågerup.
Også næstformanden for Den Danske Dommerforening, Ulrik Jensen, advarer mod at give PET adgang til at foretage vidtgående indgreb uden at skulle overbevise en dommer.
- Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det problematisk, hvis politi og efterretningstjeneste kan foretage vidtgående indgreb uden at skulle overbevise en dommer. I dag har politiet en pligt til at se en sag fra flere sider og ikke komme løbende med noget som ikke kan holde for en domstolsprøvelse. Når de konkrete lovforslag fremlægges, vil vi gå efter i sømmene, om nogen af dem krænker retssikkerheden, lover Ulrik Jensen overfor Arbejderen.

ingen forebyggelse
I perioden 2001 og frem til 2009 har regeringen sat over 1,5 milliarder kroner af til overvågning, bekæmpelse af terror og forbedring af terrorberedskabet. Blandt de 46 nye stramninger af terrorloven, som justitsministeren har bebudet, er det tætteste man kommer egentlig forebyggelse af terror, at dialogen med de muslimske samfund skal styrkes.
-Op gennem 90`erne oprustede USA massivt på overvågningsområdet. Alligevel kunne man ikke forhindre terrorangrebet den 11. september. Man fik opsnappet oplysningerne om at noget ville ske, men man kunne ikke sætte ind nogen steder, oplysningerne druknede fordi man havde overvåget almindelige mennesker, siger Enhedslistens retsordfører Line Barfod, og peger på en helt anden løsning:
-Vi skal i stedet bruge pengene på et ordentligt velfærdssamfund og på at sikre uddannelse og arbejde til alle. Det er med til at forebygge terror. Men det er netop her regeringen har skåret ned, konstaterer Line Barfod.


Fakta om nye terror-forslag
* PET skal kunne indhente personlige oplysninger hos andre myndigheder - uden at have en konkret mistanke og uden at den overvågede nogensinde får at vide, at man har snaget i eksempelvis lægejournal eller i dokumenter hos socialrådgiver.
* PET skal kunne indhente passageroplysninger fra flyselskaber - uden dommerkendelse.
* Der skal udarbejdes nye regler for registrering af personer og organisationer.
* Politiets afdeling for organiseret kriminalitet skal overflyttes til PET.
* Forsvaret skal anskaffe sig materiel, så man kan bistå politiet i at bekæmpe terror.
* Samtlige udbydere af internet skal indrette deres udstyr, så PET hurtigt og nemt kan foretage overvågning.
* En mistænkt skal kunne aflyttes uden at han/hun får det at vide.
* Teleselskaber skal udlevere abonnementsoplysninger til PET - uden dommerkendelse.
* PET skal kunne betale bonus til civile agenter, der kommer med oplysninger.
* Politiet skal have mulighed for at beordre private og offentlige myndigheder at foretage tv-overvågning.
* Mulighederne for at foretage såkaldt biometrisk overvågning (af eksempelvis fingeraftryk eller iris) på udvalgte steder, skal undersøges.

Kilde: Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, fremlagt i Folketinget den 16. november 2005.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. nov. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland