10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forældre sagsøger Fogh

Forældre sagsøger Fogh

Torsdag, 24. november, 2005, 00:00:00

Forældre til dræbt dansk soldat holder mindehøjtidelighed på trappen til Christiansborg den 20. december

For to dage siden indleverede Johan og Kirsten Elisabeth Kirkmand en stævning mod statsminister Anders Fogh Rasmussen, for brud på Grundloven ved Danmarks deltagelse i angrebskrigen imod Irak.
Johan og Kirsten Kirkmand er forældre til Bjarke Kirkmand, der blev dræbt den 1. oktober i Irak af en vejsidebombe. De tilslutter sig på denne måde kredsen af 24 sagsøgere, der kalder sig for Grundlovskomiteen af 2003, som den 11. oktober indleverede en stævning med statsministeren.
Anders Fogh Rasmussen har overtrådt Grundlovens paragraf 19, som forudsætter at dansk deltagelse i en angrebskrig sker med et FN-mandat og efter alment accepteret international ret.
Komiteen anklager også statsministeren efter paragraf 20, som forudsætter 5/6-flertalsbeslutning i Folketinget for at overgive suverænitet, da de danske soldater er under fremmed kommando.
Det var kun et lille flertal med 61 medlemmer af Folketinget, der i marts 2003 besluttede at sende Danmark med i en angrebskrig imod Irak. 50 Folketingsmedlemmer stemte imod og hele 68 politikere var fraværende da der blev stemt.
-Sådan en beslutning skal være grundlovsholdig. Det er Folketingets repræsentanter forpligtet til. Det skal undersøges om de har overholdt det, siger Johan Kirkmand. I DR`s Deadline tirsdag aften understregede han, at det skal være lovligt når unge mennesker har mulighed for at vælge at blive sendt i krig i Irak.
Johan og Kirsten Elisabeth Kirkmand kræver en symbolsk erstatning på 10.001 kroner som kompensation for den sorg og de lidelser, de har haft i forbindelse med deres søns død.
Samtidig kaster Johan Kirkmand sig aktivt ind i kampen imod krigen. Hans mål er at få de danske soldater hjem inden jul. Den 3. december taler han ved et møde i Odense og den 10 december er han inviteret til en amerikansk, engelsk, irakisk fredskonference i London for at tale.
Endelig holder familien den 20. december en mindehøjtidelighed for Bjarke, der denne dag ville være fyldt 22 år. Den holdes foran trappen på Christiansborg, med et minuts stilhed.
Det strømmer fortsat ind med de såkaldte bi-intervenienter, det vil sige folk der ønsker at være støttesagsøger ved at indbetale mindst 100 kroner til Grundlovskommiteen. I skrivende stund er der over 1500 på listen som kan ses på www.gk2003.dk. Her kan man også se hvor man skal sende støtten hen.
Det kan tage Østre Landsret op til 16 måneder at tage stilling til om der bliver nogen retssag overhovedet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. nov. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland