10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rekord-protest mod torturskole

Rekord-protest mod torturskole

Torsdag, 24. november, 2005, 00:00:00

Fra Colombia kom Coca-Cola tillidsfolk, som har mistet nære kammerater. Fra USA kom forældre til dræbte soldater

Den folkelige vrede over krigen i Irak og samtidig muligheden for at få lukket det forhadte militær-akademi på Fort Benning gjorde årets demonstration mod 'School of the Americas' til den største nogensinde. Cirka 19.000 amerikanere og enkelte tilrejsende fra Latinamerika demonstrerede i weekenden ved Fort Benning i delstaten Georgia.
Patricia Roberts fra byen Lithonia deltog for at protestere mod Irak-krigen. Hun har mistet sin søn Jamall Addison i Irak:
- Jeg har deltaget i fredsdemonstrationer i hele landet. Jeg mener det hele hænger sammen. Det hænger sammen fordi vold fremmer krige, siger Patricia Roberts til avisen Ledger-Enquirer.
Fra Colombia i Sydamerika kom en gruppe fagforeningsfolk, der arbejder på Coca-Colas fabrikker der. Gruppen gjorde et ophold i Atlanta - ved Coca-Cola koncernens hovedkvarter, hvor de på en pressekonference krævede Coca-Cola til regnskab for mord på en række tillidsfolk i hjemlandet.
School of the Americas (SOA) er et militærakademi, som årligt uddanner cirka 1000 militærfolk fra Latinamerika. Af de 60.000, som gennem alle årene er uddannet her er nogle af latinamerikas notoriske diktatorer, torturbødler og ledere af dødspatruljer: Blandt dem kan nævnes Panamas Omar Torrijos, Perus Juan Velasco Alvarado og den stadig politisk aktive Hugo Banzer Suarez i Bolivia. Men flertallet af de, som har fået deres uddannelse på SOA kendes ikke på deres navne, men på deres gerninger. Det var således SOA-uddannede, som i El Salvador medvirkede til mordet på ærkebiskop Oscar Romero og en massakre på 900 civile i El Mozote, oplyser SOA Watch, som organiserer de årlige demonstrationer ved Fort Benning.
Med i demonstrationen var også sygeplejersken Sonia Umanzor, som flygtede fra El Salvador i 1981 fordi hun blev anklaget for at støtte oprørerne. Da en nær ven blev myrdet flygtede Sonia, men det var første gang hun deltog i SOA-protesten:
- Det er helt utroligt at være her. Jeg har været så bange for at komme tæt på porten til fortet, fortæller hun til Ledger-Inquirer.
I 1996 stod der politisk blæst om SOA i Kongressen. Pentagon blev tvunget til at offentliggøre noget af skolens undervisningsmateriale, blandt andet en håndbog, som anbefaler brug af tortur, tvang og henrettelse. Det eneste der skete derefter var imidlertid, at akademiet ændrede navn til Institut for Samarbejde om Sikkerhed på den Vestlige Halvkugle - forkortet WHINSEC.
Nu er der en ny diskussion om instituttet i Kongressen. 122 ud af de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus støtter et forslag om at lukke SOA og gennemføre en uafhængig undersøgelse af skolen aktiviteter. Forslaget ventes fremsat inden for seks uger.

Læs mere på www.soaw.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. nov. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland