10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Velfærd giver vinderøkonomi

Velfærd giver vinderøkonomi

Fredag, 02. december, 2005, 00:00:00

Der er hverken økonomisk eller menneskeligt grundlag for at skære i velfærden - tværtimod, fremgår det af Ældre Sagens velfærds-udspil

Når regeringens egne økonomer har regnet sig frem til, at en gennemsnitsfamilies rådighedsbeløb, renset for inflation, vil være fordoblet om 35 år - hvem vil så bekymre sig om et par procenter mere eller mindre?
Ikke Bjarne Hastrup, i hvert fald. Han anerkender, at der frem til 2045 bliver 400.000 flere personer over 60 år. Og at det er en voldsom stigning i forhold til de 1,1 million vi har i dag.
-Men virkningen på bruttonationalproduktet bliver kun på et sted mellem en og frem procent, alt efter hvem du spørger. Så det er ikke noget, der kan rive mine tarme ud. Det er heller ikke noget der behøver at flå velfærdsstaten fra hinanden, sagde Ældre Sagens direktør, da han i går sammen med socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft offentliggjorde foreningens udspil
- Så pas på med at blive hysterisk med befolkningsprognoser, siger Bjarne Hastrup med direkte adresse til Velfærdskommissionen, før han som en bulldog iført overhead og stikord kaster sig over ud i præsentationen af Ældre Sagens velfærdsudspil.
I udspillet, der bærer navnet 'Velfærd for fremtiden', påpeger Ældre Sagen at velfærd er meget andet end økonomi. Og i det omfang velfærd er økonomi, er det ikke kun en økonomisk udgift for samfundet. Velfærd er også en 'social kapital', og en investering i velfærd kan aflæses direkte på den økonomiske bundlinie.
Velfærd giver kort sagt en vinderøkonomi, pointerer Bjarne Hastrup. Og fremviser en graf, der viser at EU-landenes konkurrencevne faktisk stiger i takt med skattetrykket.
I en meningsmåling, Ældre Sagen har fået foretaget, svarer 61 procent, at der ikke skal røres ved den nuværende efterløns- og folkepensions-alder. Kun 29 procent siger ja til, at aldersgrænsen skal sættes op.
Meningsmålingen viser også at, der er stor modstand mod brugerbetaling på social- og sundhedsområdet.
Men der er også tendens til mere og mere 'brugerbetaling, når det gælder pensionen. Og det er en farlig udvikling, mener Hanne Reintoft.
- Omkring 125.000 pensionister har kun folkepensionen samt diverse offentlige tillægsydelser at leve for. I 2045 vil det stadig være sådan, at flertallet af pensionister har folkepensionen som den vigtigste indtægtskilde. Og her står vi overfor nogle reelle fattigdomsproblemer.
Velfærdskommission kan heller ikke komme uden om, at der vil være behov for tidlig tilbagetrækning for dem, der ikke kan klare det sygdomsskabende og nedslidende arbejdsmarked. Og dem skal der under alle omstændigheder sørges for, understreger Hanne Reintoft.
- Men som Bjarne Hastrup også har været inde på, så er der rigelig råd til både en bevarelse af efterlønsordningen og en forbedring af folkepensionen, så den ikke udhules sådan som den gør i dag, understreger Hanne Reintoft.
Og skulle en fordobling af rådighedsbeløbet minus fem procent ikke være nok om 40 år, så har Ældre Sagen også et svar på det: Flere daginstitutioner og mere forkælelse af børnefamilierne. Så stiger fødselsraten, og der vil være flere arbejdsdygtige unge på arbejdsmarkedet om 40 år.
Velfærd - også for børnene - giver vinderøkonomi...

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland