Møde med ejeren af blokaderamt byggefirma gav ingen overenskomst. Blokaden fortsætter, og nye initiativer er på vej, varsler TIB
Fredag morgen var blokadevagterne på plads igen foran byggeriet på Fabrikvej 4 i Røjle ved Middelfart. Et to timer langt møde torsdag med det blokaderamte firmas medejer, Peter Rakusinec, gav nemlig ingen overenskomst.
-Han tilbød at tegne overenskomst for ét af de tre andre firmaer, han efter sigende har anpart i her i Danmark. Så mente han, at vi kunne gå tilbage til vores bagland med hans underskrift og lade som om, alt var i den skønneste orden. Da vi afviste det, var hans reaktion, at så måtte vi jo fortsætte blokaden og blive ved med at mødes engang imellem i Røjle, siger Peter Svensson, næstformand for TIB Aarup, til Arbejderen.
Fagforeningernes blokade mod det slovakisk indregistrede Blanaz har nu stået på i næsten to måneder og begynder at sætte sine spor.
-Rakusinec påstår ganske vist, at han intet mærker til blokaden. Samtidig har han indrømmet, at han har været nødt til at skifte vognmand. Vi ved også, at husene på begge sider af nummer fire har fået ordnet kloakker. Så helt upåvirket er byggeriet da ikke, konstaterer Peter Svensson.
Torsdag havde TIB Aarup og 3F Vestfyn arrangeret demonstration ved byggepladsen. Ud over 60-70 faglige aktivister fra Fyn og Jylland havde også formanden for det slovakiske bygningsarbejderforbund, Dusan Barcik, fundet vej.
Han kom med ganske nyttige oplysninger til brug i det videre arbejde, fortæller Peter Svensson. Det viser sig, at firmaets hjemadresse er et parcelhus, hvor der ikke finder produktion sted, og det underbygger fagforeningernes påstand om, at det slovakiske firma er fup og fidus.
Peter Rakusinec har hidtil afvist at tegne overenskomst med begrundelsen, at de slovakiske bygningsfolk arbejder i henhold til EU`s udstationeringsdirektiv. En af betingelserne, for at det skal være opfyldt, lyder på produktion i hjemlandet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278