11 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jobcentre skaber flere arbejdsløse

Jobcentre skaber flere arbejdsløse

Tirsdag, 06. december, 2005, 00:00:00

Seks store kommuner spår problemer, når der fra 2007 indføres ny, enstrenget struktur i jobformidlingen

'Hver 3. forsikret ledig vil fra 1. januar 2007 opleve, at deres jobcenter kører på halv kraft. Flere vil blive fastholdt på dagpenge. Samtidig vil virksomhederne opleve, at de ikke kan få den nødvendige arbejdskraft.'
Sådan skrev seks store kommuner for et par måneder siden til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
De seks kommuner er København, Århus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers. De har regnet ud, at de nye jobcentre, der indføres i 2007, vil have langt flere dagpengemodtagere per ansat end jobcentrene i de mindre kommuner.
I snit vil hver ansat i de seks kommuners jobcentre have 152 arbejdsløse at holde styr på, mod 105 i de mindre kommuner.
- De store kommuner bliver snydt for ressourcer. Hvis man alene fordelte ressourcer efter ledighed, havde Aalborg fået 78 statslige medarbejdere. Men da man landet over forlods har fordelt fire i hvert jobcenter af interne, administrative grunde, får Aalborg kun 58 årsværk, forklarer Aalborgs kommunaldirektør Preben Buchholdt til Ugebrevet A4.
- Med udgangspunkt i, at AF i dag er bagefter på alle områder, er vores store frygt, at det her betyder en væsentlig serviceforringelse for de forsikrede ledige,' siger Preben Buchholt.
Det er dog ikke kun AF, der er bagefter med samtaler og jobplaner til de arbejdsløse. Også arbejdsløse på start- og kontanthjælp, som kommunerne har ansvaret for, oplever at de ikke får de samtaler, de har krav på.
Det er ikke blot i de store kommuner, at oprettelsen af de fælles jobcentre for kommuner og AF-regioner vil føre til at flere arbejdsløse må sejle deres egen sø. Fusionerne i de 91 jobcentre vil generelt sluge mange kræfter i starten, påpeger professor Flemming Poulfelt fra Handelshøjskolen i københavn. Han er ekspert i fusioner.
- Det kan ikke undgås, at medarbejderne - både i kommunerne og AF -i en periode går med en vis usikkerhed, og at det får en negativ virkning på produktionen, siger han til ugebrevet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland