-fVi vil ikke accpetere, at vi som krænket og truet part bliver ligestillet med disse voldsbøller, som dele af pressen lægger op til, siger DKP/ML`s fomand
Så skete det igen.
Få timer efter den flotte folkelige protest mod nazivolden i Århus i lørdags, smadrede de nazistiske bøller igen Cafe Oskar i Mejlgade.
Kort før midnat kom omkring 15 hætteklædte nazister hærgende gennem byen og endte foran den røde cafe, der er hjemsted for DKP/ML, Arbejderen og Rød Ungdom. Her smadrede de frontruden og døren med cykler og skilte. I lokalerne havde Rød Ungdom en fredelig julefrokost.
- Kom herud nu. Så slår vi jer ihjel, råbte nazisterne flere gange og forsøgte på at komme ind.
-Vi har folk med i Rød Ungdom, der er bare 14-15 år, og de blev selvfølgelig meget bange, siger en rystet Casper Astorp fra Rød Ungdom.
Politiet nåede aldrig frem til stedet tids nok til at tage bøllerne på fersk gerning.
-Politiet var orienteret om, at der skulle være komsammen i lokalerne lørdag aften. Det er utroligt, at de valgte ikke at postere mandskab ved cafeen om aftenen, hvor det var forventeligt, at der kunne komme et nyt angreb, siger Per Nielsen, der er formand for DKP/ML i Århus, til Arbejderen.
-Det er en meget alvorlig situation, der har udviklet sig i Århus, hvor DKP/ML og Arbejderens lokaler to gange på en uge er blevet angrebet af nazistiske bøller, siger Jørgen Petersen, der er formand for DKP/ML, til Arbejderen.
-Hvis et hvilket som helst andet parti eller dagblad var blevet udsat for dette ville statsministeren straks være på banen og råbe op om ytringsfrihed. Nu er der larmende tavshed.
Han slår fast, at det voldelige overfald er et angreb på partiets ret til at komme til orde og udføre almindelig politisk aktivitet.
-Vi vil ikke accpetere, at vi som krænket og truet part bliver ligestillet med disse voldsbøller, som dele af pressen lægger op til. Det hér er ikke os mod dem. Nazisterne har i lang tid truet og forulempet alt og alle: indvandrere, tilfældige mennesker, værtshuse i byen og en lang række organisationer, der er aktive i den demokratiske debat. Nu mente de åbenbart, at tiden var moden til et egentligt angreb, slutter Jørgen Petersen og opfordrer til, at der nu dannes den bredest mulige front mod nazi-bøllerne.
Der er sat blomster i den knuste rude på Cafe Oskar, og et par naboer kommer forbi og afleverer penge til indkøb af en ny rude.
-Vi er meget glade for den støtte og opbakning, som naboerne i Mejlgade har vist os. Det vil vi gerne takke for og samtidig tage en snak om, hvordan vi i gaden håndterer overfaldene, fortæller Per Nielsen.
Derfor er naboer, butikker og andre i Mejlgade inviteret på gløgg og æbleskiver i Cafe Oskar på fredag.
Såvel Enhedslisten som det århusianske folketingsmedlem Rene Skau Bjørnsson(S) har kaldt justitsministeren i samråd om de nazistiske overfald.
Politiet anholdte i går en yngre kvinde for deltagelse i overfaldet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278