11 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strengere krav til flygtninge

Strengere krav til flygtninge

Tirsdag, 06. december, 2005, 00:00:00

Dansk Flygtningehjælp advarer regeringen og Dansk Folkeparti mod at stramme yderligere på retten til dansk statsborgerskab

Danmark skal forsøge at undgå ressource-tunge flygtninge. De er for lang tid om at komme ud på arbejdsmarkedet og udgør en for stor økonomisk belastning for samfundet.
Sådan lyder et af de forslag, som forhandlingsdelegationer fra Dansk Folkeparti og regeringen debatterer i et forsøg på at nå til enighed om at stille strengere krav til flygtninge og indvandrere, der ønsker dansk statsborgerskab.
Meldingerne vækker harme hos Dansk Flygtningehjælp.
- Flygtninge er ikke mennesker, der kommer hertil for vores eller vores nationalprodukts skyld. De kommer, fordi de bliver forfulgt, i de lande, de flygter fra. Når de står på dansk jord har vi en forpligtelse til at give dem beskyttelse. Hvis vi afviser at beskytte en iransk mand, der risikerer tortur og død, så frasiger vi os hele vores del af det internationale ansvar, fastslår generalsekretær Andreas Kam overfor Arbejderen.
Han undrer sig over, hvem det er, regeringen forsøger at holde ude. Der er nemlig allerede skåret ind til benet i antallet af, hvem der lukkes ind i landet.
Danmark har haft stop for indvandring siden 1973, men modtager cirka 500 kvoteflygtninge fra FN hvert år. Desuden gives der hvert år asyl til cirka 400 asylansøgere og cirka 400 flygtninge bliver hver år familiesammenført. Det er altså maksimalt 1300 udlændinge, der hvert år får ophold i Danmark. Hertil skal lægges omkring 2200 ægtefælle/familiesammenføringer af nordiske statsborgere og omkring 600 familiesammenføringer af udenlandske statsborgere, der bor i Danmark.
- Det er altså relativt små tal, vi reelt taler om. Dem kan der ikke hentes meget på ved at stramme yderligere. Medmindre Danmark melder sig ud af det internationale samarbejde omkring flygtningekonventionen og menneskerettihedskonventionen, så kan tallene ikke bringes længere ned, fastslår Andreas Kam.
Han mener, at regeringen i stedet bør bruge kræfterne på at sikre integrationen.
Heller ikke udlændinge med en dom på mere end 18 måneder skal fremover have adgang til dansk statsborgerskab.
- Og så kommer det pludselig bag på regeringen, at det ikke går så godt med integrationen. Det forstår jeg godt. Regeringen bærer selv ved til bålet ved at tage et negativt udgangspunkt i de flygtninge og indvandrere der søger ophold i Danmark: Debatten om de nye stramninger har jo foreløbigt taget udgangspunkt i, at de ikke kan og vil være en del af det danske samfund, og at de ikke lever op til den standard vi forlanger, konstaterer Andreas Kam.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland