11 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Naboer inviteres på gløgg og æbleskiver

Naboer inviteres på gløgg og æbleskiver

Onsdag, 07. december, 2005, 00:00:00

Næste onsdag skal Århus Byråd tage stilling til en kampagne imod højreekstremistisk vold. På fredag inviterer Cafe Oskar naboerne til gløgg

DKP/ML i Århus, der driver Cafe Oskar, som i lørdags for anden gang blev overfaldet af nazi-bøller, holder på fredag åbent hus for naboerne for at sige tak for den støtte og opbakning, der har været i lokalområdet.
-Naboerne har flere gange henvendt sig for at hjælpe, både her i lørdags, men også ved tidligere lejligheder, hvor der er blevet knust ruder i cafeen. Det vil vi gerne takke for og samtidig tage en snak om, hvordan vi i gaden håndterer overfaldene, siger Per Nielsen, som er formand for DKP/ML i Århus.
'Vores politik er ikke at stå på gaderne og slås med små rabiate grupper som White Pride eller Dansk Front', skriver DKP/ML i det brev, som er delt ud til naboerne.
'Disse grupper skal stoppes ved, at folk omkring dem siger fra, at de formenes adgang til stadion og byens værtshuse, ved at deres rekrutteringskilder udtørres.'
Overfaldene på Cafe Oskar og Anti-Racistisk Netværk skal tages dybt alvorligt, mener også Socialdemokraterne og Enhedslisten i Århus Byråd.
Ikke kun af politiet, men også af politikerne. Derfor har de to partier taget initiativ til en kampagne imod højreekstremistisk vold.
Planen bliver fremlagt på byrådsmødet den 14. december som forslag til en byrådsbeslutning. Konkret bliver det foreslået, at Århus Kommune tager initiativ til en kampagne vendt mod højreektremistisk vold. Kampagnen skal køre på skolerne, stadions og biblioteker.
Derudover bør borgmester Louise Gade hasteindkalde Lokalnævnet for politiets virksomhed med henblik på at få skærpet den koordinerende indsats mod den højreekstremistiske vold, mener partierne.
-Jeg betragter ikke det her som værende en bandekrig. Derfor er det nødvendigt, at politiet tager den her opgave alvorligt. Jeg undrer mig over, at når der var et så massivt politiopbud ved demonstrationen i lørdags, at der så ikke var bare en enkelt politimand i Mejlgade om aftenen, siger Hans Halvorsen, gruppeformand for Socialdemokraterne i Århus Byråd, til Arbejderen.
Politiet anholdte mandag formiddag en 22-årig kvinde, som er mistænkt for at have deltaget i overfaldet lørdag nat. Kvinden skulle blandt andet have kastet en flaske gennem et vindue til lejligheden ovenover Cafe Oskar. Hun er dog løsladt igen. Politiet opfordrer samtidig alle, der har oplysninger, til at henvende sig på politigården.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland