- Jeg synes ikke, klubben gør nok. Det er trods alt omkring klubben, at nazisterne holder til. De må rydde op i egne rækker, siger Julle Larsen fra Skansen mod Nazisme om AGF
Århusianerne må holde sammen og søge bred opbakning i deres kamp mod nazisterne i byen. Nazisterne skal ikke føle sig velkomne nogen steder i lokalsamfundet.
Og så skal århusianerne sørge for at få et godt forhold til medierne, når de går ud og protesterer mod nazisterne. Det er vigtigt, at mange går ud og kontakter medierne. Ikke blot enkelte.
Sådan siger Julle Larsen, 50, fra Nørresundby. Hun var talskvinde for Skansen mod Nazisme, der tvang nazisterne ud af et hus i byen for et par år siden.
-Heroppe i Ålborg har vi godt lagt mærke til, at det har ulmet længe blandt nazisterne i Århus. Angrebet i sidste uge på Café Oskar er meget voldsomt. En acceleration, siger Julle Larsen, der til daglig arbejder på en døgninstitution for unge.
-Århus Stiftstidende har været modige i sin dækning af nazisterne i Århus, mener Julle Larsen, der følger med i nyheder på især tv stort set hele døgnet; CNN, TV-Nord, Deadline, TV2-Nyhederne, Tv-avisen.
Hun betegner sig selv som nyheds-junkie, og tv`et er tændt selv i køkkenet derhjemme i Nørre Sundby.
-Mens Stiften i Århus skal have ros, må de landsdækkende nyheder på tv have kritik. Deres dækning af Århus-volden har været meget overfladisk og slet ikke dybdeborende. De giver det indtryk, at der bare er tale om tilfældige fodboldbøller.
-Århusianerne, der kæmper mod nazisterne, skal holde tungen lige i munden, mener den tidligere talskvinde for Skansen mod Nazisme, der hver aften i flere måneder var med til at synge mod nazisterne i en sejlivet folkelig aktion under faklernes skær. En aktion med god kontakt til pressen, der 'kom når vi ringede', som Julle Larsen siger det.
-I starten troede vi også, at nazisterne var nogle forvirrede bøller. Vores erfaring i Nørre Sundby blev, at man ikke skal tirre nazisterne, men i stedet holde sammen og optræde stærkt som gruppe og udbrede kampen mod dem til hele samfundet, siger hun.
Julle Larsen mener, at det er vigtigt, at flest muligt i samfundet tager afstand fra nazisterne. I den forbindelse har hun et hip til folboldklubben AGF.
-Jeg synes ikke, klubben gør nok. Det er trods alt omkring klubben, at nazisterne holder til. De må rydde op i egne rækker, slutter Julle Larsen, der i sin sparsomme fritid ser masser af dokumentar-tv og af og til 'let fordøjelig' tv som serierne 'Will and Grace' og 'Desperate housewives'.
-Man kan jo altid kende sig selv en smule i den serie, griner Julle Larsen fra Nørre Sundby.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278