12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Århus Sporveje truer med delte vagter

Århus Sporveje truer med delte vagter

Tirsdag, 13. december, 2005, 00:00:00

Ledelsen af Århus Sporveje løfter ikke sløret omkring nye vagtplaner før inde i det nye år. Chaufførerne truer med aktioner

I fredags gik ledelsen for Århus Sporveje ud for at beroligere de 700 chauffører der kører bybusserne i Århus. Ingen chauffører bliver fyret. Ingen vil gå ned i løn og alle spilleregler vil blive overholdt.
Sådan lød meldingen fra ledelsen, der samtidig slog fast, at der efter deres opfattelse fortsat er forhandlinger mellem Århus Sporveje og fagforeningerne, der organiserer buschaufførerne.
Men samtidig har ledelsen bebudet, at samtlige aftaler om arbejdstid og arbejdsforhold skal opsiges. Den melding opfatter chaufførerne som en krigserklæring og truer med aktioner.
Det er en bevidst handling fra ledelsens side for at få forhandlingerne om en ny overenskomst til at bryde sammen, mener både Jan Nonboe, sektorformand for chaufførområdet i Fag og Arbejde, FOA, og Johnny Fischer, formand for chaufførerne.
- Reelt er forhandlingerne i vores øjne brudt sammen, og der er heller ikke aftalt nye møder. Så nu må det gå, som det kan, og jeg frygter for reaktionerne hos mine kolleger, når de bliver orienteret om forhandlingsforløbet, påpeger Jan Nonboe.
Ledelsen lover chaufførerne, at deres sommerferieplaner for 2006 ikke ændres. Men nye turnusformer kommer ikke på plads før i starten af næste år og frygten går blandt andet på, at ledelsen vil indføre delte vagter, så chaufførerne skal møde på arbejde to gange om dagen.
- Delte vagter har ikke været en del af FOA`s overenskomster siden 1989. Vi har chauffører, der kan huske, hvordan det var at arbejde med delte vagter. Vi havde dengang en gennemstrømning på mellem 200 og 300 om året på grund af delte vagter, som er noget fanden har skabt. Ingen på det danske arbejdsmarked ønsker at køre delte vagter, siger Johnny Fischer til Arbejderen.
Han afviser samtidig at chaufførerne spilder tiden for milioner af kroner, som mandag var hovedhistorien i JP Århus.
- Hos Århus Sporveje har man valgt et system der giver passagere et sikkerhedssystem, så der altid kører en bus, selv om en chauffør bliver syg eller bussen bryder ned. I andre byer under private selskaber kommer der bare ikke en bus, hvis der er sygdom eller nedbrud, siger chaufførformanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland