CIA bortførte tilbage i 1995 dansk-egypteren Abu Talal. Hans familie har ikke set ham siden
Amnesty International mener, at Udenrigsministeriet skal genåbne en sag fra 1995 omkring dansk-egypteren Abu Talals forsvinding. Nye oplysninger peger i retning af, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA i 1995 bortførte ham i Kroatien.
Abu Talal fik i 1991 politisk asyl i Danmark, fordi han var dømt til døden i Egypten for medlemskab af den islamiske gruppe Jama`a al Islamiya. Abu Talals kone og børn bor stadig i Danmark.
Familien har ikke hørt fra ham, siden han i 1995 rejste til Kroatien. Han menes overført til Egypten, hvor han frygtes dræbt. I 1999 opgav det danske Udenrigsministerium at opklare sagen.
Vi lever i en retsstat, hvor alle har krav på en fair rettergang, påpeger pressechef i Amnesty International, Stig Nielsen.
- Regeringen bør tage initiativ til at lave en undersøgelse. Det skal foregå på et diplomatisk plan, når andre landes efterretningstjenester er indblandet. Det der gør sagen mere aktuel, er den igangværende debat om CIA`s overflyvninger og at sagen peger på, at det foregik også før den 11 september 2001, siger Stig Nielsen til Arbejderen.
De nye oplysninger om Abu Talal er en del af en italiensk dommerundersøgelse, hvor 22 CIA-agenter står anklaget for at have kidnappet en anden egypter, imamen Abu Omar, fra Milano i 2003.
- Det er imod alle konventioner og et overgreb på de enkelte personers rettigheder. Abu Talal var en kedelig karl, men det er ligegyldigt, han skal have de samme rettigheder som alle andre og stilles for en dommer. Det er det samme krav, vi også stiller i forhold til fangerne på Guantanamo, siger Stig Nielsen.
Den islamiske gruppe, som Abu Talal var medlem af, stod blandt andet bag drabet på 60 turister i Luxor, skriver Politiken.
Amnesty har ikke planer om en selvstændig henvendelse til regeringen med opfordring til at genoptage sagen. De henviser til, at den er rejst af Enhedslisten, der blandt andet har stillet en række spørgsmål til statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren. Enhedslisten spørger blandt andet, om statsministeren vil igangsætte en undersøgelse på samme måde som Italien, Tyskland og Skotland er ved at undersøge lignende handlinger.
Ifølge Human Rights Watch og den tidligere chef for det amerikanske sikkerhedsråds antiterrorarbejde Richard Clarke er praksis med at kidnappe personer i vestlige lande startet allerede i 1995.
På det tidspunkt skulle det første tilfælde af kidnapning og overlevering af en person til et land der ikke overholder forbud mod tortur være sket med dansk opholdstilladelse, påpeger Frank Aaen, udenrigsordfører for Enhedslisten.
Han konstaterer at sagen med CIA overflyvninger og kidnapninger bare vokser og vokser. Spørgsmålene skal besvares skrifteligt af de tre ministre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278