Dokumentarinstruktøren Frank Piasecki Poulsen beskriver sig selv som en politisk filmskaber. Under optagelserne til hans seneste film ¤¤Guerilla Girl¤¤, har han boet tre måneder hos den colombianske frihedsbevægelse FARC, der er på EU`s liste over terrororganisationer. Formål: At vende det traditionelle terrorist-billede på hovedet

af Jesper Fink
En helt tilfældig aften i november for fire år siden. To mænd sidder i en københavnsk lejlighed, i gang med at drikke sig godt fulde.
Den ene er Frank Piasecki Poulsen, en ung mand på 26 år, der lige er blevet uddannet fra dokumentarlinien på Filmskolen. Den anden er Johannes T. Jensen, Franks gode ven og fotograf.
Som aftenen skrider frem bliver diskussionen mere og mere flydende, og snakken drejer sig efterhånden hen imod den politiske situation, ikke mindst selvfølgelig terrorangrebet på USA en måned tidligere.
Omtrent på dette tidspunkt, mens verden stadig befandt sig i de stærke moralske efterdønninger fra 11. september, havde den colombianske guerillabevægelse sammen med mange andre organisationer, fået den tvivlsomme ære at blive optaget på EU`s liste over terrororganisationer. Dette er Johannes, der er kommet hjem fra Colombia i foråret, efter at have arbejdet et halvt år for Danida, meget oprørt over. Hans indtryk af organisationens medlemmer er meget langt fra det skræmmebillede af en ondsindet terrorist, som USA m.fl. var godt i gang med at indprente i folks bevidsthed.

En sindssyg idé
Pludselig opstår tanken ud af den blå luft: Nogen burde tage derned og fortælle den rigtige historie om FARC. At de er soldater i en legitim frihedskamp, og at de intet har at gøre med de religiøse fanatikere, der styrtede flyene ind i Amerikas ømmeste punkt.
Både Frank og Johannes synes, at det er en virkelig god, men også lettere sindssyg idé. At tage ind i regnskoven og leve med en guerillabevægelse, der kæmper en blodig borgerkrig mod en morderisk narkoregering og dertil hørende paramilitære dødspatruljer.

4 år efter
Klip til mere end fire år senere, december 2005: Vintersolen står lavt over Ryesgade i København, og indenfor sidder Frank Piasecki Poulsen i fuld færd med at rulle sig den tredje cigaret inden for et kvarter. Han er afslappet klædt i sort hættetrøje og ugegamle skægstubbe. Han tager en tår af sin kaffe, og begynder at fortælle:
- Fra vi så havde fået idéen, til vi rent faktisk kom i kontakt med FARC, gik der halvandet år. Det er jo klart, at man ikke bare kan slå dem op på De Gule Sider under guerillabevægelser.
Det meste af tiden gik med at vente på svar fra Colombia, og imens var Frank skiftevis på dagpenge og arbejdede for DR, hvor han blandt andet lavede en film om Globale Rødder. Men i foråret 2003 kom gennembruddet, og Frank og Johannes fik mulighed for at blive smuglet ind i Colombia, gennem et andet latinamerikansk land. Deres præcise rute har de lovet ikke at afsløre.
- Det var en del af aftalen. Der var simpelthen nogle mennesker der satte deres liv på spil for os.

Ingen stoffer eller børnesoldater
De næste tre måneder tilbragte Frank og Johannes dybt inde i den colombianske regnskov, og efter at have set mange forskellige lejre fik de efterhånden et klart indtryk af guerillabevægelsen.
Det typiske skræmmebillede af FARC som en narko-guerilla, der benytter sig af børnesoldater, kan Frank på ingen måde genkende.
- Vi så ingen stoffer nogen som helst steder. FARC lægger ikke skjul på, at de beskatter narkobaronerne, men de har intet at gøre med at raffinere eller videresælge. Og med hensyn til børnesoldater, var der to børn i den ene lejr, men de var der kun, fordi de ikke havde nogen anden familie, og de var ikke soldater, siger Frank.
Han præciserer dog, at FARC indlemmer piger ned til 15 år, hvilket går dem til børnesoldater ifølge UNICEF.
- Men hvis man ventede til de var 18 år, ville pigerne fra landet være gift og have børn, siger Frank, der generelt fik stor sympati for FARCs kamp.

En politisk kunstner
I det hele taget fylder det politiske utrolig meget i hans måde at lave film på.
- Som gammel bz`er er jeg vokset ud af en politisk kultur, og jeg oplever alle mine film som både kunstneriske og politiske. Det hænger ligesom sammen for mig.
Det politiske engagement ses tydeligt i stort set alle Franks film, blandt andet er han nys kommet hjem fra optagelser i det sydlige Afrika, hvor det er den håbløse AIDS-situation der tages op.
Dokumentaren blev lavet for DR, der byder på helt andre produktionsforhold end dem, Frank lod sig selv optage under i Colombia.
Guerrilla Girl er nemlig betalt ud af egen lomme, da ingen produktionsselskaber turde skyde penge i projektet. Dette muliggjorde blandt andet, at de kunne tillade sig at optage meget længere end det er normalt på eksempelvis tv-dokumentarer.

Ville censurere shampoo-scene
Efter tre måneders optagelser under ekstreme klimaforhold var Frank og Johannes da også 'mere end klar til at tage hjem', da FARC-lederne pludselig ville se båndene igennem.
Dette var for meget for Frank, der dog ikke kunne gøre andet end at sidde og tromme utålmodigt med fingrene, mens ledelsen så båndene igennem. De studsede over en scene, hvor to piger kommer op og skændes om en flaske shampoo. De ville have Frank til at love, at scenen ikke kom med i filmen, men det ville han under ingen omstændigheder gå med til.
- Jeg måtte true dem, og sige, at hvis ikke de gav os lov til at bruge den scene, kunne de ligeså godt brænde alle båndene.
Selv synes Frank på ingen måde, at det er en negativ scene, den viser blot, at den private ejendomsret ikke afskaffes på en dag.
- Det er hårdt at leve sammen, og teenagetøser er altså teenagetøser, også selvom det er en guerillabevægelse.
Til sidst gav FARC-lederne dog efter, og Frank og Johannes kunne tage hjem og begynde at redigere i mere end 60 timers materiale.

Succes og dødstrusler
Nu mere end et år efter at være kommet hjem, kan Frank ikke andet end være tilfreds med, at han tilbragte tre ulidelige måneder i regnskoven. Filmen
Guerrilla Girl blev den mest sete danske film ved den københavnske dokumentarfilmfestival, og den fjerde mest sete film overhovedet på verdens største dokumentarfilmfestival i Amsterdam.
Filmen har da også fået opmærksomhed fra alle verdenshjørner, ikke mindst fra Latinamerika, hvor den colombianske statsradio havde en kritisk notits, der blandt fik lyttere til at kræve Frank Piasecki Poulsen udleveret.
Også i terrorbekæmpelsens forkromede hjemland, USA, har filmen skabt polemik. På den eksilcubanske og stærkt højreorienterede hjemmeside babalublog.com bliver han og Johannes hængt ud som 'Eurotrash' og 'creeps', der burde rådne op i et colombiansk fængsel. Hjemmesiden bød ligeledes på dødstrusler, der dog er blevet fjernet efterfølgende.

Et nuanceret billede på terrorister
Dødstruslerne kan Frank naturligt nok ikke tage seriøst, men han er bevidst om faren:
- Det er da klart, at jeg ikke lige skal tage med min familie på charterferie til Colombia, men jeg går da ikke og er bange, siger han og tænder en smøg. I det hele taget håber Frank, at filmen kommer til at skabe mest mulig debat, da det vil forhøje interessen om filmen.
- Vi vidste jo godt, da vi fik idéen, at det ville blive en kontroversiel film, og hele idéen er jo at rykke ved folks forestillinger om den klassiske terrorist, der spiser små børn til morgenmad.
Bare det at kalde FARC for en terroristbevægelse er en grov fordrejning af virkeligheden, mener han. Og han har i flere interviews med latinamerikanske medier kaldt den colombianske præsident çlvaro Uribe, for en 'narkogangster'.
- En lang række organisationer, deriblandt Amnesty International og FN, har gang på gang påvist sammenhængen mellem regeringen og de paramilitære grupper, der myrder løs. Og når militserne myrder to fagforeningsfolk om ugen, og hænger dødslister op på alle universiteter, er der altså tale om et dødspatrulje-demokrati.

Danmark støtter narko-regering
Frank Poulsen er af den klare opfattelse, at det snarere er den colombianske stat, der udøver terror mod befolkningen:
- Jeg synes ærligt talt, at den danske regering lige burde kigge en ekstra gang på de Amnesty- og FN-rapporter, der dokumenterer hvad der egentlig sker, før de går ud og kalder Colombia deres allierede. Hvor vi før støttede udvikling og fredsforhandlinger, støtter Danmark nu udelukkende USA`s krig mod terror.

Solen gået ned over baghuset i Ryesgade, og interviewet er så småt forbi. Halvanden time, ti cigaretter og fem kopper kaffe senere forlader Frank Piasecki Poulsen Arbejderens lokaler, ud i vinterkulden, tusindvis af kilometer fra den steghede colombianske regnskov.