12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Med kommunisterne ind i din tid

Med kommunisterne ind i din tid

Lørdag, 17. december, 2005, 00:00:00

DKP/ML¤¤s landsledelse har besluttet at gå i forhandling med Kommunistisk Samling om at stifte et nyt og fælles kommunistisk parti. Jørgen Petersen og Sven Tarp vurderer i dette interview den aktuelle udvikling i kommunisternes samlingsproces

For en måned siden besluttede DKP/ML's landsledelse at gå i forhandling med Kommunistisk Samling om at stifte et nyt og fælles kommunistisk parti.
Kommunistisk Samling, KS, er en nystiftet forening, som består af tidligere medlemmer af KPiD.
Vi spurgte Jørgen Petersen og Sven Tarp, hvordan de vurderer den aktuelle udvikling, og hvorfor DKP/ML har besluttet at indlede et samarbejde med KS.
- For det første er det vigtigt at sige, at da vi lancerede ideen om kommunistisk samling i 1991, hvor der var opstået en ny situation efter Sovjets sammenbrud, havde ingen af os forestillet sig en så lang proces, som også indbefattede en ny splittelse.
Det siger Sven Tarp, international sekretær i DKP/ML, som en indledende forklaring på den seneste udvikling.
Jørgen Petersen, formand for DKP/ML, påpeger, at den seneste udvikling er et resultat af den lange proces, der har været mellem DKP/ML og KPiD:
- I september var vi nødt til at konkludere, at processen ikke kunne komme længere, at der var brug for en tænkepause. Efter at vi havde truffet den beslutning, valgte en gruppe at melde sig ud af KPiD. Vi har hverken lod eller del i den splittelse, der er sket i KPiD, men nu er den en realitet, som vi må forholde os til.
Han erkender dog blankt, at det ikke er blevet det resultat, som DKP/ML har arbejdet for i årevis:
- Ingen beklager mere end os, at enhedsprocessen med KPiD ikke lykkedes. Det var en historisk mulighed vi tabte på gulvet. Nu skal vi finde nye veje til at komme fremad. Selv om situationen kan virke vanskelig, er det stadig DKP/ML's målsætning at samle alle danske kommunister i ét kommunistisk parti. Vi er bevidste om det ansvar vi har i den retning, siger Jørgen Petersen og fortsætter:
- Da Kommunistisk Samling blev stiftet, opstod der en ny mulighed for igen at få gang i enhedsprocessen. Vi kan se, at KS i deres stiftelsesdokumenter har draget mange af de samme konklusioner som os omkring grundlaget og karakteren af det nye parti. Derfor var det ikke svært for os at svare positivt, da KS henvendte sig til os, og vi glæder os til den proces, der nu skal i gang.

Fokus på uenigheder
På spørgsmålet om
hvorfor enhedsprocessen med KPiD ikke lykkedes, tøver de begge en smule.
- Det spørgsmål har vi også ofte stillet os selv. Vi kan ikke nå frem til anden konklusion end, at der var nogle i deres ledelse, som ikke ønskede, at processen skulle lykkes. De var utroligt fokuseret på uenigheder og ingen spørgsmål var tilsyneladende for små, siger Jørgen Petersen.
- Rent faktisk var vi jo kommet langt, fortsætter Sven Tarp.
- Forudsætningerne for at gå videre i processen var tilstede. Vi havde udviklet et godt samarbejde, lokalt og på landsplan. Den arbejdsgruppe, som var blevet nedsat i fællesskab af vores landsledelser, havde afsluttet sit arbejde. Konklusionen fra arbejdsgruppen var entydig, nemlig at der eksisterer en grundlæggende enhed mellem vores partier. Og der lå en række gode og konstruktive forslag til, hvordan vi kunne komme videre.
- Det absurde er, at da arbejdsgruppens rapport forelå, startede vanskelighederne for alvor. KPiDs ledelse afviste simpelthen at gennemføre en proces, som tog udgangspunkt i enighederne, understreger Jørgen Petersen.
- Samtidig blev det mere og mere klart for os, at tidshorisonten var næsten uendelig. Der var ingen fokusering på at bringe processen fremad og nå et resultat.

Ny dynamik
Jørgen Petersen vender tilbage til beslutningen om at indlede en samlingsproces med Kommunistisk Samling.
- Jeg tror, at den proces vi skal i gang med sammen med KS, vil kunne give ny dynamik til enhedsprocessen. Vi starter ikke forfra, men bygger videre på de spørgsmål, der allerede er blevet afklaret i den rapport, som blev udarbejdet af en arbejdsgruppe, nedsat af landsledelserne i DKP/ML og KPiD, forklarer Jørgen Petersen.
Derfor vil der være grundlag for at gennemføre en relativ hurtig proces, hvor første skridt vil være udarbejdelsen af et udkast til principprogram.
- Det vil være et meget vigtigt skridt, fordi det vil bekræfte, at enheden omkring principperne findes og det er den afgørende forudsætning for det nye parti, siger han.
Jørgen Petersen forventer, at processen vil tiltrække andre og i dag uorganiserede kommunister:
- Det vil overbevise en række af de kommunister, som i dag står udenfor partierne. Mange af dem har ventet på, at der blev skabt noget nyt, så de igen kunne blive organiseret - uden at de blev en del af de eksisterende organisationers historie og baggrund.
Også Sven Tarp vurderer, at en samlingsproces med KS vil betyde nye og positive muligheder:
- Hvis vi ser 20 år tilbage, er det gået slemt ned af bakke for kommunisterne. Vi er blevet færre og mindre toneangivende. Udviklingen har generelt set været negativ med få lyspunkter. Den nye situation, hvor der bliver mulighed for at danne et nyt kommunistisk parti med kammerater, som kommer fra forskellige partier og har forskellig historie, kan være med til at vende udviklingen.
Den internationale sekretær understeger dog, at det selvfølgelig afhænger af de beslutninger, der nu træffes. Intet er givet på forhånd.
- Vi bruger sommetider en parole, 'Gå med kommunisterne ind i din tid'. Den passer meget godt til de udfordringer, vi står overfor. På den ene side er det en opfordring til, at tilslutte sig og blive aktiv. På den anden side en opfordring til kommunisterne selv om at få en dybere forståelse af vores egen tid - nationalt og internationalt. Og en forståelse for, hvilke opgaver vi står overfor, for at kunne forandre verden i dag, lyder det engageret fra Sven Tarp.

Langt sejt arbejde
Efter Sven Tarp opfattelse skal hele forløbet omkring samlingsprocessen ses i et større perspektiv.
- Vi lever i en langvarig nykonservativ periode, hvor kapitalen er i offensiven. Styrkeforholdet er meget negativt for de revolutionære og kommunistiske kræfter. I sådanne perioder, hvor der ikke er en tilspidset klassekamp, hvor de kampformer vi bruger, er åbne og demokratiske, foregår både splittelser og samlingsprocesser i de revolutionære bevægelser som lange forløb, forklarer Sven Tarp.
- I sådan en periode er det vores opgave at fastholde og opbygge et stærkt kommunistisk parti. Det er et langt sejt arbejde og det kræver, at vi går sammen og ser bort fra sekundære uenigheder. Vi skal akkumulere kræfter.
Derfor var det, efter Sven Tarps opfattelse, rigtigt at prioritere mange kræfter på samlingsprocessen, så længe det gik fremad.
Og der
er blevet brugt mange kræfter på processen, påpeger både Jørgen Petersen og Sven Tarp. Både i landsledelse, udvalg og partiafdelinger, ligesom det har været et vigtigt emne både på en kongres og et landsmøde. Og det tog kræfterne væk fra andre vigtige opgaver.
- På et tidspunkt måtte vi erkende, at vores forventninger om en hurtig proces ikke holdt stik og det var nødvendigt at sadle om, siger Sven Tarp.
Det var baggrunden for, at DKP/ML besluttede at bruge flere kræfter på at gøre partiet mere handlekraftigt og synligt i klassekampen. Konkret blev det besluttet, at igangsætte en kampagne imod nedbrydningen af de demokratiske rettigheder. Kampagnen, som vil fortsætte frem til DKP/ML's 11. kongres i pinsen 2006, har allerede givet flere resultater. Nye unge medlemmer er på vej.

Nej til nye grøfter
Nu er der gået en ny proces igang sammen med Kommunistisk Samling. Jørgen Petersen tror dog ikke, at det vil betyde, at partiets indsats i klassekampen igen vil blive nedtrappet.
- Som allerede nævnt starter vi ikke forfra. Vi bygger videre på den enhed, der allerede er opnået. Både KS og os har nedsat en kontaktgruppe, som har holdt det første og meget positive møde. I januar bliver der afholdt et fælles to-dages møde mellem ledelserne i de to organisationer. Vi har alle lært noget af det forløb, vi har været igennem. Der er en stor vilje til, at vi nu skal nå et resultat inden for en overskuelig tid, lyder det optimistisk fra DKP/ML's formand.
Han understreger, at enhedsprocessen mellem KS og DKP/ML skal bygge på ligeværdighed mellem to selvstændige organisationer.
- Der er hverken nogen storebror eller lillebror i det samarbejde, der skal etableres. Vi skal bygge på en grundlæggende respekt for hinanden, siger han.
Jørgen Petersen mener dog ikke, at den kommunistiske enhedsproces fremover kun vil være en proces mellem DKP/ML og KS.
- Vi ønsker at fortsætte samarbejdet både med DKP og KPiD. Selv om der i dag ikke er grundlag for en fælles enhedsproces, hvor en partistiftelse er på dagsordenen, vil der fortsat være mange muligheder for samarbejde, hvis viljen er til stede. Vi ønsker på ingen måde, at de sidste turbulente måneder skal føre til, at der graves nye grøfter imellem de kommunistiske organisationer, slutter Jørgen Petersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland