Med det nye budgetforlig skal hver dansker betale 900 kroner om året i medlemskontingent til EU.
Danskerne skal i fremtiden betale endnu flere penge for at være medlem af Den Europæiske Union, end vi allerede gør i dag.
Det står klart, efter at der på EU-topmødet i fredags blev indgået forlig om EU`s budget for 2007-2013.
Således skal Danmark betale 700 millioner kroner mere om året i medlemskontingent til EU - oven i de 16 milliarder kroner, vi allerede betaler i dag. Dermed rykker Danmark op blandt de fem lande i EU, der betaler mest i kontingent.
Når dertil lægges, at Danmark i fremtiden får en mindre andel af EU`s regionalstøtte, bliver det samlede underskud på Danmarks 'betalingsbalance' i forhold til EU på godt fem milliarder kroner, eller 900 kroner per dansker.
Det er en tredobling, i forhold til, hvad hver dansker betalte til EU i 2003.
Men statsminister Fogh Rasmussen mener alligevel, at Danmark har store økonomiske fordele ved at være medlem af EU
- Det at have fuld og fri adgang til et stort indre marked med 25 lande repræsenterer en enorm økonomisk fordel, som man ikke kan gøre op på den bogholderimæssige måde, sagde Fogh fredag nat efter budgetforliget i Bruxelles til Jyllands-Posten.
Den danske regering har gjort det til sin mærkesag i EU, at der skal afsættes en markant større del af budgettet til forskning og teknologi for at styrke Unionens konkurrenceevne i lyset af globaliseringen.
Fogh-regeringen har samtidig arbejdet for at sikre, at danske forskningsprojekter kan komme med i kapløbet om at få del i EU`s støttepenge.
Med det nye budget bliver der lidt flere penge til forskning. Beløbet stiger til at udgøre 28 milliarder kroner mere i 2013, end det gør i 2006.
Der er dog langt fra tale om den omprioritering af EU`s samlede budget i retning af forskning, som Fogh havde håbet på.
Således vil forskning for 2007-2013 udgøre ialt ni procent af det samlede budget, mens landbrugsstøtten vil tegne sig for 34 procent.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278