LO-medlemmerne efterlyser en synlig og aktiv fagbevægelse ude på virksomhederne og ikke en fagbevægelse, der beskæftiger sig med abstrakte ting, viser undersøgelse

I 1992 angav 58 procent af medlemmerne af LO-forbundene, at de var medlem af fagforeningen af solidariske grunde. I 2002 var det antal faldet til 48 procent. For LO-medlemmerne under 40 år svarer ikke engang hver tredje, 29 procent , at de er medlemmer af solidariske grunde.
Det er et af resultaterne fra den undersøgelse, som Center for Arbejdsmarkedsforsking, CARMA, ved Aalborg Universitet har lavet for LO.
Undersøgelsen viser også, at den andel af medlemmerne, der begrunder medlemsskabet af en fagforening med ønsket om varetagelse af personlige interesser, er steget. Det indbefatter ønsket om, at fagbevægelsen sikrer højest mulig løn til medlemmerne.
- Medlemmerne efterlyser en synlig og aktiv fagbevægelse ude på virksomhederne og ikke en fagbevægelse, der udelukkende beskæftiger sig med abstrakte ting, siger en af mændene bag rapporten, lektor Morten Lassen, til Ugebrevet A4.
Solidaritet er desværre for mange medlemmer et abstrakt begreb, mener Joan Ågot Pedersen, der arbejder i Restaurations- og Bryggeriarbejdernes Fagforening i Århus. Og måske især for de unge medlemmer, der endnu ikke har oplevet at stå i en konkret arbejdskamp og derfor heller ikke har set betydningen af at stå sammen.
- Men solidaritet er netop meget konkret, og jeg mener, at det er fagbevægelsens ansvar at gå i spidsen og vise, hvad det vil sige i praksis. Solidaritet bliver først til noget, når ord omsættes til handling, siger Joan Pedersen til Arbejderen og fortsætter:
- Tag nu Velfærdskommissionens rapport. Der er masser af elementer i den rapport, som, hvis de bliver gennemført, vil være en bombe under vores velfærdssystem. Det siger fagbevægelsens top da også. Men det kniber med at tage det næste skridt og få rejst modstanden mod velfærdsreformerne for på den måde at vise at forsvaret for de svageste ikke bare er ord fremført ved festlige lejligheder, lyder det fra Århus.
Joan Pedersen mener, at det ligger lige for at gribe fat i de konkrete elementer i Velfærdskommissionens rapport, der rammer fagbevægelsens medlemmer - ung som gammel. Hun nævner i flæng forslagene om kortere dagpengeperiode, indgreb i efterlønnen og indførelse af mindsteløn til flygtninge og indvandrere.
Den dag fagbevægelsen igen bliver stærk nok til at markere sig som reel forsvarer for sine egne medlemmer og for samfundets svageste, så tror Joan Pedersen på, at nødvendigheden af fagforeningerne og solidaritet med andre end én selv helt automatisk går op for folk.