Det er ikke hverdagskost, at en befalingsmand opfordrer de værnepligtige til at tæve deres talsmand, men de fleste talsmænd straffes på en eller anden måde
I dag skal Værnepligtsrådet og Hærens Operative Kommando mødes for at diskutere militærets behandling af de værnepligtige og deres talsmænd.
Mødet er kommet i stand, efter at det kom frem, at en befalingsmand på Varde kaserne havde opfordret de værnepligtige til at tæve deres talsmand.
Pressetalsmand for Værnepligtsrådet, Lars Mejer Helwig, er glad for mødet, men det iriterer ham, at problemerne skal frem i pressen før det danske militær tager problemerne så alvorligt, at der kan snakkes om dem.
- Det, vi ser i Varde, som er en opfordringer til korporlig afstraffelse af en talsmand, ser vi ikke ret tit. Men der er en generel miskreditering af talsmandens arbejde i det militære system, blandt andet ved, at de får dårligere papirer efter deres værnepligt, siger Lars Mejer Helwig til Arbejderen.
Værnepligtsrådet har gennemført en undersøgelse af problemets omfang. Otte ud af 12 talsmænd blev vurderet under gennemsnittet eller fik at vide, at de, på grund af deres virke, ikke kunne opnå højere karakterer. En af forklaringerne er, at de deltager i flere møder og derfor ikke er så meget med i felten som andre soldater.
Samtidig bliver talsmanden også bagtalt, fordi han kan gå ind på de værnepligtiges side, når de overordnede overtræder nogle regler. Dermed bliver talsmanden af militæret opfattet som en modspiller frem for en medspiller.
Sagen om talsmanden blev kendt, da den tidligere værnepligtige, Jeppe Nybye, i sidste uge fortalte om sine oplevelser i Politiken.
Talsmanden, Peter Krogh Johansen, har ofte kritiseret forholdene for de værnepligtige over for ledelsen i Danske Artilleriregiment på Varde Kaserne. Det havde nærmest udviklet sig til had, påpeger han i Politiken.
Formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Nielsen, kræver handling. Hvis der er noget om snakken, har den konkrete befalingsmand ingen fremtid i det danske militær, mener han.
- Kan det dokumenteres, at befalingsmanden har opfordret til at tæve en talsmand, er det ikke en befalingsmand vi har brug for i forsvaret. Uanset om en talsmand gør det godt eller dårligt, er der nogle systemer, så man kan klage. Løsningen er ikke, at man giver ham nogle bank. Det er jo helt uhørt, siger Flemming Nielsen til Arbejderen.
Ifølge Flemming Nielsen er de værnepligtiges talsmænd generelt accepter. Men han har dog også hæftet sig ved at Værnepligtsrådet kritiserer, at talsmænd får dårligere karakterer end andre.
- Holder kritikken vand skal der gøres noget. Vi kan ikke have et talsmandssystem, hvor folk bliver straffet ved at de får dårligere papirer. Det holder ikke, og forsvaret kan heller ikke leve med det, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278