Amtsrådsforeningen og KL vil fortsat ikke lægge navn til finansministerens trusler overfor kommunerne
Inden juleaften vil der dumpe et brev ind hos landets borgmestre og amtsformænd fra finansminister Thor Pedersen.
Det indeholder en besked om, at kommuner og regioner skal genåbne deres budgetter for 2006, og finde besparelser til en samlet værdi af tre milliarder kroner.
Borgmestrene skal parere ordre inden 15. februar. Ellers vil Thor Pedersen gennemføre en kollektiv afstraffelse og skære bloktilskuddene over en kam.
Brevet vil imidlertid kun bære Thor Pedersen underskrift. Det lykkedes nemlig ikke finansministeren at få Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen til at være medunderskrivere af trusselsbrevet.
Begge organisationer var i mandags kaldt til samtale i Finansministeriet om sagen. Men ingen af dem gav sig for regeringens pres.
Eigil Rasmussen, der er formand for KL, har dog selv sendt et brev ud til kommunerne. Heri opfordrer han borgmestrene til at se velvilligt på Thor Pedersens henvendelse.
- Vi står overfor en barsk omgang, og derfor kan man i kommunerne lige så godt indstille sig på, at man skal have genåbnet budgetterne for at se, hvordan man kan få det sat på plads, siger han til Politiken.
KL har nu selv indkaldt til en konference 4. januar, for at diskutere budgetter med lokalpolitikerne.
Hos Amtsrådsforeningen, er afvisningen mere skarp. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at finde de penge, mener Kristian Ebbensgaard, der er formand for amterne.
- Hvis vi skal spare penge, må sygehusene udføre færre operationer, siger han til Jyllands-Posten.
Kommunalforsker Roger Buch mener, at finansministerens nye straffemetoder er endnu et skridt væk fra det særlige decentrale kommunale system i Danmark, som ikke genfindes noget andet sted i verden.
- Med strukturreformen sker der en kraftig magtcentralisering og en hel række indgreb overfor kommunerne autonomi, siger Roger Buch til Arbejderen.
- Vi har ikke været vant til, at der bliver grebet ind overfor amter og kommuner. Thor Pedersen gjorde det for første gang for et par år. Da krævede det en særlov. Nu har han så sikret sig en generel bemyndigelse til at gøre det, slutter Roger Buch.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278