Carsten Nielsen lægger 110 procent af sin energi i fagligt arbejde. Der er brug for mange flere unge i fagbevægelsen, mener den 27-årige tillidsmand
Carsten Nielsen er 27 år, og fuldtidsansat servicemedarbejder i Københavns Lufthavn.
Han er også tillidsmand for sine kollegaer, koordinator i Lufthavnens Aktionsgruppe, medlem af sin fagforenings ungdomsudvalg, medlem af Lufthavnsudvalget (forum for lufthavnens tillidsfolk), koordinator for LO Storkøbenhavns jobpatrulje, medlem af det organisationspolitiske udvalg i LO Storkøbenhavn, og med i LO Storkøbenhavns ungdomsnetværk, uddannet gæstelærer, der tager ud på skoler og fortæller om fagbevægelsen og unges rettigheder, og er i gang med en toårig uddannelse til akademi-merkonom. Carsten er også medlem af Socialdemokratiet, i Kreds 16, hvor han dog har svært ved at finde tiden til deltage.
- Men ud over det laver jeg ikke noget, siger Carsten Nielsen med et smil.
Dagen før dette interview var Carsten inviteret til at holde foredrag om, hvordan det er at være ung og tillidsmand, på et såkaldt topmøde for formænd og næstformænd i ungdomsafdelingerne i forskellige fagforeninger.
- Jeg sagde, at jeg da godt kunne fortælle lidt om det at være tillidsmand, men ung og ung - jeg er jo snart ved at være for gammel til at være ung, mener Carsten. Der dog må indrømme, at han nok er den yngste tillidsmand i lufthavnen og i mange andre sammenhænge.
Suget fra fagbevægelsen
- Der mangler lige det lag omkring de 30-40 år. Dem er der ikke samlet så mange op af. Det er nok et resultat af, at de har siddet for længe, dem der i toppen. Men de ved jo godt, at tiden kommer, hvor de må takke af, så de skal have nogle unge ind.
Skal det lykkes, kræver det at fagbevægelsen er god til at forklare nødvendigheden af fagbevægelsen, understreger Carsten.
- De unge har det med at sige, at vi har jo fået det hele, der er ikke mere at kæmpe for. Så gælder det om at forklare dem, at det kræver kamp at blot bevare de rettigheder, vi har tilkæmpet os. Ellers bliver de taget fra os.
- Og så har det heller ikke rigtigt ligget i tiden, det med at være fagligt aktiv. Jeg synes da også selv det var svært at komme som ung på de forskellige tillidsmandskurser, hvor gennemsnitsalderen er på de 40-45 år.
Til gengæld er der bud efter de få unge, har Carsten fundet ud af.
- Når du er ung og du er tillidsmand og godt vil være fagligt aktiv, så bliver du hurtigt suget ind i alle mulige aktiviteter.
Carsten er begejstret for de alternative kurser for unge tillidsfolk, der i startet op i Mindscope-regi, med Esbjerg Højskole som centrum. Det i også som led i et sådant kursus, han er ved at uddanne sig som merkonom. Første del afslutter han en eksamen her til marts.
- Uddannelsen har meget med ledelse at gøre. Så vi kan få en fornemmelse af hvordan arbejdsgiverne tænker. Og hvordan vi selv kunne ønske, at tingene skulle se ud.
110 procent
Carsten kom ind i fagligt arbejde for et par år siden, efter at have været med til at starte en klub op på sin arbejdsplads. I første omgang som kasserer. Men da der skulle vælges ny tillidsmand, var der nogen der spurgte om han ikke havde lyst.
- Det sagde jeg ja til. Og det har jeg ikke fortrudt. Nu har jeg valgt det faglige arbejde. Og så lægger jeg også 110 procent i det. Sådan må det nødvendigvis være.
Carsten vil ikke afvise, at det går ud over familielivet. Faktisk er han uden kæreste for øjeblikket.
- Men hvis hun skulle dukke op skulle der nok blive plads til hende. Men lige nu har jeg ikke rigtig tid til at finde én. Og det skal nok være en, der er lige så fagligt aktiv som jeg. Ellers tror jeg ikke det ville holde længe...
Den sparsomme fritid bliver brugt til familie og venner, en god bog eller foran computeren.
- Men der er ikke megen tid. Hvis der er en enkelt fridag, bruger jeg den gerne til et par ekstra timer på øjet, siger Carsten. Og giver med det samme undertegnede dårlig samvittighed. Her har man på mandens fridag jaget ham op af sin varme seng til interview i lufthavnen klokken otte om morgenen, for nu at få den rette atmosfære i ord og billeder!
Carsten beroliger dog.
- Det er kun godt, så får jeg mere ud af dagen, kommer det positivt fra den unge aktionsgruppe-koordinator, før fotografen banker på skulderen og gør opmærksom på, at nu er der lys nok til at få taget et par billeder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278