Politiets lange arm kan ikke følge med Oprørs appel, der nu kan læses på yderligere 27 forskellige hjemmesider
Oprørs forbudte appel spreder sig som ringe i vandet. Siden Arbejderen i sidste måned opfordrede til at sprede appellen, er den nu at finde på yderligere 27 forskellige servere i ind- og udland på dansk, engelsk og spansk - heriblandt på det norske Modkraft, Indymedia.org og Det Spanske Folks Kommunistiske Parti (PCPE).
Desuden er Arbejderens opfordring til at sprede Oprørs appel sendt rundt til ATTAC`s medlemsliste og lagt på SF`s debatforum. I appellen opfordrer Oprør til at samle penge ind til demokratiske, ikke-religiøse befrielsesbevægelser på EU`s terrorliste.
Arbejderen har som det eneste dagblad lagt udtalelsen ud på sin hjemmeside. I slutningen af november modtog avisen et brev fra politiet, med krav om at fjerne Oprørs dokument - ellers kommer sagen for en domstol. Men udtalelsen bliver liggende.
I sin nytårstale holdt statsministeren ytringsfrihedens fane højt:
'Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den er ikke til forhandling', fastslog Fogh.
Men når det gælder foreningen Oprørs ret til at få en debat i gang om terrorlisterne, ser det ud til at ytringsfriheden levnes ringe kår. Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen præciserer statsministerens ord:
- Man kommer ikke på EU`s terrorlister ud af den blå luft. Det gør man kun, hvis der er beviser for at man støtter terrorvirksomhed. Der kan være ting i terrorlovgivningen som gør, at man må se med andre øjne på ytringer som lægger op til at støtte terrorisme. Den sag er ikke afgjort endnu. Domstolene må forholde sig til, at vi har en terrorlovgivning, også selvom det griber ind i ytringsfriheden, siger V-ordføreren til Arbejderen.
Du kan hente den forbudte udtalelse på www.arbejderen.dk/opror og lægge den ud på din hjemmeside eller oprette en gratis på en udenlandsk server til formålet
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278