16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Eksklusivaftaler for domstol i dag

Eksklusivaftaler for domstol i dag

Onsdag, 11. januar, 2006, 00:00:00

Der er fortsat intet flertal i Folketinget for et forbud imod eksklusivaftaler på det danske arbejdsmarked

I dag tager Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg stilling til de danske eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet.
Er det i strid med menneskerettighederne hvis fagbevægelsen og arbejdsgivere indgår en eksklusivaftale, som betyder at man skal være medlem af en bestemt fagforening for at arbejde i virksomheden.
Sagen er rejst af både den kristelige fagbevægelse og Danmarks Frie Fagforening. Hos danske domstole har de tabt sagen, men de håber stadig på at Menneskerettighedsdomstolen 'vil give dødsstødet til eksklusivaftalerne'.
Domstolen skal tage stilling til to sager. Blandt andet om en gartner, der i 1980erne blev tvunget ind i SiD ved et jobskifte. Den anden sag handler om Morten Sørensen der i starten af 1990erne fik et feriejob på FDB`s centrallager i Århus. Han blev fyret igen, fordi han medlte sig ind i Danmarks Frie Fagforening selv om FDB havde en eksklusivaftale med SiD.
- Hvis der kommer en dom, der slår fast, at eksklusivaftaler er imod menneskerettighederne, så tror jeg, at lovgivningen bliver rettet ind mod det, siger faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg Århus, Hans Jørgen Kjærsgård, til Arbejderen.
Regeringens indstilling til domstolen er, at den ikke bør gribe ind. Rent juridisk er der ingen, der er blevet krænket, har chefen for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste, Peter Taksøe-Jensen, fremført over for Menneskerighedsdomstolen.
Men uanset hvad udfaldet bliver ved domstolen, er der ikke udsigt til et forbud mod eksklusivaftaler i Danmark i nær fremtid.
- Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad de når frem til i Menneskerettighedsdomstolen. Hvis beskæftigelsesministeren ikke kommer med et forslag der omfatter alle eksklusivbestemmelser, så vil jeg stadig sige nej, siger Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted til Ugebrevet A4.
Hvad Socialdemokraterne mener er uvist. Partiet vil ikke udtale sig til Arbejderen om sagen før dommen er afsagt i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland